Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Visheden om smerten » Pressen skrev

Pressen skrev

Askefarvet daggry

Romanen er, læst på sine egne svære betingelser, ret underholdende, særligt når den demonstrerer fortællingens magt i forhold til sandhed og realiteter. "Visheden om smerten" er kunst. Når man læser litteratur af den karat, forstår man, hvor rigt sproget kan være, når det strækkes til sin yderste formåen. Og hvor meget rigere virkeligheden bliver, når det sker.

Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten, den 22. juli 2013.

Fortrydelsens ocean af litterære gløder

Af beundrere og epigoner betragtes Carlo Emilio Gadda ( 1893-1973) som Italiens dårlige samvittighed og 1900-tallets vigtigste forfatter. Den sproglige rigdom i Gaddas tekster, der er spækket med fagtermer, neologismer og dialekter, gør ham også til en notorisk svær og uoversættelig forfatter.

Både Visheden om smerten og Gaddas mest berømte roman, Quer pasticciaccio brutto de via Merulana ( Et værre rod i Via Merulana), er mordgåder uden løsning. Romanens handling er for barok til at lade sig resumere: »Det groteske og barokke kan ikke tilskrives en overlagt vilje eller udtryksmæssig tendens hos forfatteren, men er knyttet til naturen og historien,« hedder det i et appendiks til romanudgaven med titlen »Forlæggeren beder om forladelse og skyder skylden på forfatteren«. Gaddas tekster illustrerer, at »den korteste vej mellem to punkter i Italien er en arabesk,« som Ennio Flaiano, Federico Fellinis manuskriptforfatter, udtrykte det.

Først i år - 40 år efter Gaddas død - udkommer originalteksten på italiensk. Nu kan også danske læsere, takket være Conni-Kay Jørgensens fornemme oversættelse af Visheden om smerten, stifte bekendtskab med dette sære og svære forfatterskab.

Mads Frese, Information den 16. august 2013

Imponerende men vanskelig italiensk klassiker

Der er ifølge Enzensberger tale om et fremragende moderne værk, hvis sprog danner en " labyrintisk væv", et " suverænt gennemført babelsprog", der vækker minder om store forfatterskaber af eksempelvis Jean Paul, Marcel Proust eller Robert Musil. I efterordet til den danske udgave omtales Gadda desuden som Italiens James Joyce - hans værker er lige så svært tilgængelige og anvender på tilsvarende vis sproget i hidtil usete former.

Det kan derfor heller ikke overraske, at " Visheden om smerten" er alt andet end let at læse. Det er en af de mest besynderlige, overraskende og samtidig fascinerende bøger, jeg har stiftet bekendtskab med i lang tid. Alene plottet er svært at beskrive: I centrum for romanen står Gonzalo, der bor hos sin omkring 75-årige mor på landet, og denne Gonzalo bliver ikke introduceret via sit eget perspektiv, men ved hjælp af andres blikke på ham: hvordan han ses af landsbybefolkningen, af sin læge eller af andre i ham involverede personer.

På mærkværdig, men også fascinerende vis sammen-flettes her altså politiske, sproglige og identitetsmæssige konflikter, der væves sammen i et netværk af henvisninger og iagttagelser, der fremtræder lige så udfordrende som imponerende. Skulle man forsøge at koge hele romanen ned til tre ord, ville det nok blive til noget i retning af: opgør med normalitetsforestillinger.

Ifølge oversætter og ekspert i italiensk litteratur Thomas Harder - der altså ikke har oversat denne bog - lukkes " et hul i den danske litteratur" nu med oversættelsen af romanen. Og det kan der vist ikke siges noget imod: Romanen, der udkom i flere numre af et italiensk litteraturtidsskrift for første gang mellem 1938 og 1941, og først i 1960' erne blev genopdaget og udgivet i sin helhed, er med årene blevet oversat til et hav af forskellige verdenssprog - nogle steder er den sågar blevet genoversat efter nogle år.

På dansk foreligger dette hovedværk i den europæiske litteraturhistorie nu for første gang og langt om længe, kan man sige, i en flot oversættelse af Conni-Kay Jørgensen.

Romanen henvender sig nok mest til de modige læsere, der gerne vil udfordres af en lige så besynderlig som fascinerende roman fra en af Italiens vigtigste moderne forfattere. For dansk litteratur er det en gave, at romanen nu foreligger: Den er flot, imponerende - og helt og aldeles sin egen.

Moritz Schramm, Kristeligt Dagblad den 10. august 2013

Italiens Joyce vrider og vender sproget

Det var en stor lettelse i efterordet til ' Visheden om smerten' at erfare, at forfatteren, Carlo Emilio Gadda ( 1893-1973), af Italo Calvino er blevet kaldt den italienske James Joyce. For det var i første omgang en kamp for mig at komme igennem især første del af Gaddas hovedværk ' La cognizione del dolore' fra 1963, der nu foreligger på dansk, i hvad jeg nu ser, er en beundringsværdig oversættelse.

Men min indledningsvis desorienterede læsning var et lærestykke i, hvor vigtigt det er at vide, hvad man skal forvente. Efterordet, der ligeledes opklarede de mange selvbiografiske træk i bogen, fik det til at falde på plads.Og da jeg begyndte forfra på ' Visheden om smerten' med Joyce i baghovedet, åbnede den sig i al sin desillusionerede vrede, tragiske og til tider pubertære og sågar rabelais'ske charme.

Romanens omstændelige og åbenlyst overflødige, digredierende og nærmest parodiske noter forekommer dog noget krukkede. Især på baggrund af, at mange meget fremmede ord ( såsom hebefreniske og subandinske i en og samme sætning) og latinske citater, som den lærde Gadda strør om sig med, ikke får nogen forklaring ( hvilket de burde, om ikke andet fra oversætteren).

Conni-Kay Christensen er for øvrigt filosof, dansk lektor i Milano, har skrevet ph. d. om Gadda og er via sin vingård i Piemonte fortrolig med egnens dialekt.

Hans stil er barok, ekspressionistisk og mildt grotesk. Om det barokke lader han sin forlægger sige, i et appendiks, der skal forestille at være en udenforståendes analyse af ' Visheden om smerten', men naturligvis er skrevet af Gadda selv: »De spektakulære symboler ansporer som regel fortællingen til en programmeret hån, som på visse sider kommer til at lyde skinger og virke deform.

Hans eget alter ego. Italienske Gadda kunne være en fjern, gammel slægtning til norske Knausgård. Udadtil fuldstændig forskellige - men med en fælles drivkraft. Bestående af kærlighedshunger, vrede og anfægtelse, måske.

Marie Tetzlaff, Politiken den 27. juli 2013 Politiken synes

Lektørtudtalelse