Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Anton Rosen - En ener i dansk arkitektur » Pressen skrev

Pressen skrev

Rosens arv

I bogen Anton Rosen - En ener i dansk arkitektur finder jeg tilgivelse for min uvidenhed om Rosens navn og virke. Forfatteren Lone Jensen, der er bibliotekar og mag. art. i kunsthistorie, har begået en bog, der kan forveksles med et forsvarsskrift for Rosen, som, forstår man, hvis man vender begrebet »ener« lidt på hovedet, ikke har høstet den anerkendelse i arkitekturkredse eller -historie, som han rettelig fortjener. På trods af at han, ifølge Jensen, både var en fornyer af dansk arkitektur og en væsentlig fortolker af samtidige udenlandske strømninger.

Synne Rifbjerg, Weekendavisen, 27. december 2013.

I Rosens navn

Meget passende har Anton Rosen nu fået en overdådig monografi. Forfatteren er kunsthistorikeren Lone Jensen, der ud over en meget åbenlys begejstring for bogens hovedperson tilsyneladende har taget udgangspunkt i, at Anton Rosen fra alle sider anerkendes som en ener i dansk arkitektur - men at det hidtil har skortet på en større omfattende gennemgang af hans liv og værk.

Så meget desto bedre er det, at Lone Jensen har skrevet en bog i et imødekommende og ligefremt sprog, der åbner Rosen for ikke blot særligt interesserede, men også almindeligt nysgerrige. Undertiden går forfatteren så roligt til værks, at der opstår gentagelser - men de har ofte en berettigelse i fortælleformen, der sikrer, at pointerne står klart for læseren. Det betyder også, at det er en bog, man ikke nødvendigvis vil læse fra ende til anden, men for en dels vedkommende kan bruge som opslagsværk i forhold til de bygninger eller bygningstyper, man nu er mest interesseret i.

Bogen er logisk bygget op, med et par gennemgange af Rosens liv efterfulgt af værkbeskrivelser af de grupper af bygningsværker, Rosen arbejdede med, for at munde ud i et kort kapitel om mennesket bag arkitekten, hvor der er en sammenhæng mellem fagmanden og privatmanden. »Først i arbejde.

Først i fest.« Det er vel ikke det værste, der kan stå i en nekrolog? Fremstillingen søger også - undertiden med en underforstået polemisk holdning - at tegne et portræt af Rosens tid, herunder hans forhold til arkitektkollegerne, og det bidrager til at understrege hele bogens grundtone af, at Rosen ikke blot var en ener, men også en enmandshær. Hvor eftertiden små 100 år senere måske snarere ser Anton Rosen som én i en mangfoldighed af gode arkitekter, der med bygningsværker af vedvarende værdi var med til at give for eksempel København dens mange kvaliteter.

Torben Weirup, Berlingske Tidende, 31. december 2013.

Særpræget arkitektur

Den danske arkitekt Anton Rosen (1859-1928) var kendt for tegne bygninger med et mylder af dekorative elementer såsom tårne, karnapper og loggiaer.

Og det har Lone Jensen, der er uddannet bibliotikar og mag. art. i kunsthistorie med speciale i arkitektur, begået et værk om, der er rigt illustreret med arkitektens skitser samt billeder af bygninger -både i den nuværende form og fra arkivet.

Anton Rosen var inspireret af forskellige udenlandske strømninger inden for arkitekturen, blandt andet Ebenezer Howards idéer om The Garden City.

Lige midt i Odense ligger det bedste eksempel på Anton Rosens bearbejdning af tanken om at skabe en dansk Garden City: Gerthasminde.

Bogen indeholder en grundig kritik af Gerthasminde, hvor Rosen stod for udformningen af selve bebyggelsen med boliger til 50 familier samt nogle få af husene. Resten af husene blev nemlig opført over en længere årrække af sønnen af handelsgartner N. P. Rasmussen og mangler ifølge Lone Jensen den spændstighed og dristighed, som er Anton Rosens vandmærke.

Hanne D. Frette, Fyens Stiftstidende, 12. januar 2014