Pressen skrev

Litterært vid af den slags, der får læseren til at klukke. Så læs, læs, læs og læs.

Lilian Munk Rösing, Politiken, 6. august 2014.

Jeg er i virkeligheden ikke noget mærkeligt menneske

Lydia Davis formår både at finde det tankevækkende i det daglige og at vende det
almindelige så tilpas meget på hovedet, at vi ser det i et andet og klarere lys. I
åbningsnovellen, »Kød, min mand«, beskriver en kvinde sine vedholdende forsøg på at lave
spændende og sund mad til sin mand, som dog hellere vil have noget mere almindeligt. Det
er ikke ham, der virker tåbelig her. I »Professoren« udstilles en kvindelig akademikers
identitets-og præstationstræthed gennem hendes drøm om at leve med en cowboy.

Per Krogh Hansen, Berlingske, 16. august 2014.

Prosa? Poetisk filosofi!

Den største ros, man kan skænke en skønlitterær forfatter, er måske den, at hun selv fremelsker den smag, med hvilken hun nydes. At hun fornyr vores undren og i kraft af sin skrivemåde udvider selve vores begreb om litteratur. At læsning i kraft af hendes originale, forandrende greb bliver til en lykkelig begivenhed, et unikt bevidsthedsændrende møde.

Så vældig en ros er helt på sin plads over for Lydia Davis (f. 1947), som da også i 2013 modtog den internationale Man Booker pris, og som i sit hjemland USA opfattes som en af dettes allermest intense og interessante prosaforfattere. Hendes korte og ultrakorte prosa er kendetegnet dels ved humor, dels ved livsklogskab, skarphed og knaphed, men frem for alt har hun åbenbart næsten uhindret adgang til et kæmpemæssigt genreregister.

Erik Skyum-Nielsen, Information, 15. august 2014.

Ærterne og detaljernes absurditet

Udsøgt præcision. I sine eksperimenterende og ultrakorte noveller kombinerer Lydia Davis det særeste, sarteste menneskelige med det distancerede, overdetaljerede og humoristiske blik fra en alien.

Nanna Goul, Weekendavisen, 5. september 2014.

Hun skærer i novelle-kødet

I deres enkle mærkelighed rører de ved noget, der er kendt og fremmed på samme tid. Man kan have vanskeligt ved at komme overens med Davis' tekster, men de kryber alligevel ind under huden på deres læsere.

Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten, 14. september 2014.

Den trettende kvinde

51 eksperimenterende og underfundige noveller om mennesker, som forsøger at forstå og begå sig i verden omkring sig; det være sig alt fra små pudsigheder, flygtige hverdagshændelser og relationer.

Vinder af Zinlar-prisen til Blixenprisen: Noveller i lommebogsformat fulde af visdom, detalje, humor, benægtelse, mystik, poesi og smuk natur.Forlaget Vandkunsten har udgivet Lydia Davis’ novellesamling Almost no memory fra 1997 i serien ‘Store fortællere i lommeformat’, og det er rigtigt set. Det ER en stor bog i lommeformat, den føles som en notesbog at sidde med i hånden. Først syntes jeg, det var en lidt pudsig størrelse, men som jeg er kommet igennem novellerne, historierne, de filosofiske fabuleringer er det gået op for mig, at formatet netop er passende. Det føles som et blik ind i en forfatters notesbog. Små øjebliksbilleder og filosofiske overvejelser af begreber og fine lidt længere historier af forskellig karakter

Lise Falck Hansen, litteratursiden.dk, 1. september 2014.