Pressen skrev om De elendige

(...) Det kolossale værk er sammensat af uendelig mange detaljer, men forbløffende nok rummer bogen også nogle af verdens bedste essayistiske passager. Faktisk er vel omkring en fjerdedel af værket irrelevant for plottet i den forstand, at det ikke driver handlingen fremad, men i stedet driver en moralsk pointe hjem eller bare flotter sig med mere eller mindre triviel - og derfor vidunderlig - viden...

(...) De mange detaljer får hele værket til at rejse sig lyslevende - skønt dets fortællinger i grunden er fiktion. Kritikken kalder det meget rammende for imaginær realisme. Også i fortællerens egen bevidsthed, hvilket han afslører på en af de mest kreative måder, verdenslitteraturen endnu har set. Med andre ord er der altså tale om den højeste realisme - på et fundament af den luftigste fantasi...

(...= Hugo var ængstelig for udgivelsen og var derfor taget på ferie. Sammen med sin forlægger satte han i maj 1862 verdensrekord i kortfattet korrespondance - rekorden er tilmed anført i Guinness' Rekordbog: Hugo telegraferede »?« til forlæggeren. Denne svarede med et »!«. Det samme udråbstegn sætter mange efter selve romanen. Den anses af nogle for ligefrem at være den vigtigste, den største, den mest gennemførte roman nogensinde. Andre, især samtidens kritikere, kaldte den vulgær, sentimental og umoralsk, ikke mindst fordi den gennem litteraturen tog en dømt kriminel til nåde. Hvis man skulle være så heldig at få Hugos mesterværk i julegave, skal man ikke kaste sig i Seinen i fortvivlelse. Det gør de fleste nu nok alligevel, billedligt talt, et sted midt i første bind, hvor man flere gange tager sig selv i at tænke, at titlen - De elendige - må være møntet på læseren og de mange, mange timer, man skal bruge, for at komme helskindet igennem bogen. Men i stedet for at se et uoverskueligt værk - oprindelig udgivet i fem bind, som hver igen er opdelt i et hav af »bøger«, der igen er inddelt i kapitler - skal man bare huske på, at De elendige har lige præcis 365 kapitler i alt. Så hvis man starter den 1. januar, kan man læse hele bogen på et år ved blot at læse ét kort kapitel på et par sider om dagen...

(...) De elendige er en oplevelse, som alle burde unde sig selv én gang i deres liv. Ikke som fad og letfordøjelig musical eller som en mildt karikeret Bille August-film. Men som sand roman - som en litterær milepæl og en humanitær magtdemonstration.

(...) Værket fortæller den ene digression efter den anden, og man har svært ved at se, hvad man skal bruge alle disse detaljerede beskrivelser til, indtil trygheden efterhånden indfinder sig: Alt skal nok blive bundet sammen efterhånden.

Forsynet og/ eller forfatteren forklarer alt til slut! Ja, selve fortælleformen er en tiltro til forsynet (Gud), der mystisk griber ind for at fremme det gode i kampen mod det allestedsnærværende onde. Og psykologisk er fortællingen bundet dels til evangliets og kristendommens viden, dels til alle de erfaringer, som mennesker før Freuds teori sammenfattede i viser, ordsprog og folkelige eventyr.

Dertil er selve historien så spændende som en kriminalfortælling. (...) Det er længe siden, jeg har bladet frem i en bog for at se, hvordan en situation endte, eller hvordan hovedpersonen kom ud af sin knibe. Men det er sket gang på gang, når jeg gik død i en uoverskuelig digression, som senere viste sig at være vigtig. Forlaget Vandkunstens nye pragtudgave i tre bind bringer hele værket, som tidligere har været oversat til dansk i forkortede udgaver, første gang allerede 1862. Hans Peter Lunds oversættelse i denne nye udgave er en nydelse af de helt særlige. Nyt og gammelt sprog omfavner hinanden, og man glider ubesværet gennem siderne, når man har vænnet sig til særhederne, særheder som man efterhånden forstår som en slags forform af ens egen nutidige bevidsthed.

(...) Små historier erstatter senere tiders metaforiske beskrivelser, og stilen transporterer andre steder i bogen så mange detaljer fra et liv i en førteknologisk tidsalder, at man virkelig kommer til at føle sig hjemme i en fortidig verden som trappetrin frem mod ens egen. Selv siger fortælleren, at han yder fortiden al respekt, men kun når den vil være død og ikke strække sin undertrykkende magt ind i fremtiden! Hans mål er selv at forlade fortidens fattigdom, ondskab og elendighed. Og så er vi endda kun gennem de første 700 sider. En vandring fra det onde mod det gode. En kristen bog helt igennem med sjælen som mål, fra materien til englen.

Bo Hakon Jørgensen, Kristeligt Dagblad, 27. december 2014

Den vidunderlige romantik (Anmeldelse af 2. bind)

(...) Man skal i det hele taget ikke være bleg for, at det også er et slid at kæmpe sig igennem den store roman, men stadig bliver man belønnet med nogle hæsblæsende afsnit, hvor handlingen går over stok og sten! Har man læst mange klassikere fra 1860' erne og frem, ser man, hvordan Hugo er en slags plotmaskine for for eksempel Dostojevskij og vores egen Goldschmidt.

(...) Men det mest betagende ved Hugo og hans opdængende stil, hvor led på led klistres på, er dog den særlige idealisme. Det unyttige for de rige kan blive det nyttige for de elendige. Betydningen, meningen, findes i mange forskellige former, og man skal ikke foragte den ene eller den anden...

Bo Hakon Jørgensen, Kristeligt Dagblad, 16. januar 2015

Gud virker i menneskets tilfældigheder (Anmeldelse af 3. bind)

I dette tredje bind af " De elendige" skal alle knuder løses op. Og det bliver de!

(...) Det har været en stor oplevelse at kæmpe sig gennem denne dybest set kristne roman, hvor alt det gode tilskrives forsynet eller Gud. At se, hvordan den mest modstridende mangfoldighed løftes til tegn på en højere enhed.

(...) Men hvordan var det gået det gode menneske Jean Valjean, hvis han ikke fra forfatterens side var udstyret med overmenneskelige kræfter og en stor pengesum, han ved passende lejligheder kunne tage af? Og med forsynets hjælpende baghold, som lod ham dumpe ned i den frelsende kloak, medens barrikaden over ham blev skudt i sænk under opstanden i juni 1832? Gud virker i det, mennesker kalder tilfældigheder.

Bo Hakon Jørgensen, Kristeligt Dagblad, 17. januar 2015

Knaldroman med kristen opbyggelighed

Det vil nærme sig helligbrøde efter endt læsning at sætte den nye danske oversættelse af Victor Hugos kæmperoman De elendige (1862) op på en reol. Nej, den i begge sider åbne papkasse med tre tykke bind i trikolorens farver bør tværtimod stå fremme på et bord, så hele herligheden kan beses fra alle sider: Fra ryggen, hvor forfatternavnet og titlen står med klodsede, stemplede typer som på en stor pakkasse i en havn. Fra fløjene, hvor vi ser den arme, fattige, moderløse lille Cosette. Og fra papirsiden, hvor de tre bøger tilsammen viser forfatterens milde, kloge, men også sørgmodige ansigt.

(...) Med sikker sans for spændingsopbygning indleder forfatteren med at præsentere os for biskoppen i en mindre by, Digne, og dermed introducere et centralt motiv i romanen, nemlig barmhjertigheden, opfattet som en på samme tid menneskelig og guddommelig evne. Alt eksisterende er »for denne gode og sjældne præst en stadig grund til sørgmodighed og et forsøg på at trøste«. Elsk hinanden! Dette er bispens eneste læresætning, som han efterlever, idet han giver den tidligere straffefange husly og lyver politifolkene lige op i deres åbne ansigter, da disse kommer tilbage med nattegæsten og to svære sølvlysestager, som han tog med sig.

(...) Skal Jean og Cosette skjules i et kloster, fordrer det en omhyggelig analyse af klosteret som en bolig for det uendelige i mennesket. Og skal læseren på plausibel vis forstå, hvad Marius' far - soldaten og baronen - engang har haft at skaffe med hr. Thénardier, den krovært, der så skammeligt hundsede med Cosette, ja, så behøves der næsten 80 siders krigshistorie over slaget ved Waterloo! Selv Paris' topografi, det særlige sprog i en retssal og gadens på en gang rå og raffinerede slang, på fransk kaldet ' argot', her tolket som et »elendighedens sprog«, må ydes plads og tid i dette brede og langstrakte værk, hvis forfatter lægger øret til civilisationen og derved må erkende, at »den sande skelnen mellem mennesker er mellem dem i lyset og dem i mørket«. Hvor jorden ender og sølet begynder, dér må en forfatter færdes, hvis han vil vide, hvorfor lidelse avler vrede.

Hugo påbegyndte sit udødelige mesterværk i 1845 og arbejdede på det, lige til Februarrevolutionen i 1848 satte en stopper for skriveriet.

Først i 1860-61 blev det genoptaget og ført til ende, 1.700 sider i alt. Men ikke én for meget! Hans Peter Lunds mundrette og præcise nyoversættelse giver os det hele, på enkelte steder lempeligt forklarende og i fodnoter ved visse sider med udlægninger af latinen. Læg hertil en fin, oplysende efterskrift, og vi har en optimal formidling af dette værk, hvis bedrift består i sammenføjningen af en enkelt persons skæbne og moralske udvikling med den historiske proces fra Napoleons krige og kejserens fald frem til de folkelige revolutioner i det 19. århundrede...

Erik Skyum-Nielsen, Information, 27. marts 2015