Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Indigo » Pressen skrev
Pressen skrev
Børnene, som ingen vil nærme sig
(...) den krast antydede og overbevisende samfundskritik, der karakteriserer denne bog. " Indigo" er også litterært sammensat og svær at få hold på under læsningen, fordi den er spækket med brud, flere hovedpersoner i forskudte tider, og tekststumper og -
I " Indigo" forenkles og opskrues samfundstendenser på denne måde, og det gør den markant original og lidt uafrystelig. (...) Setz" viser, er " Indigo" en metabevidst roman. Der spilles på forventninger om virkelighed og fiktion, hvad der er sandt eller blot indbildning. (...) Men romanen kan især læses som en antydning af en samfundsaktuel mangel på menneskelig sensitivitet. Hvordan opstår den? Er det medfødt hos nogle børn, eller er det forældres afvisning, der skaber tilstanden? Betegnelsen i-
Clemens J. Setz er blevet sammenlignet med Kafka og kan på sin vis ses som en speedet variant af ham.
Kan læsningen gennemføres uden at miste orienteringen, er der stumper og stykker til overvejelse. De er også som sæbebobler, et yndet billede i romanen, der bestandigt springer og er væk -
Kristine Kabel, Kristeligt Dagblad, 20. august 2015
Bizarre mørkeblå mord
Østrigerne har siden blandt andre Leopold Sacher-
Clemens J. Setz, født i 1982 og bosat i Graz, Østrig, skriver sig med sin lad os kalde den metafysiske scifi-
Iværksættelsen af et spil mellem forfatterens eget navn og en af hovedpersonernes egennavn, den duoagtige relation mellem Setz og Tätzler, fornemmelsen af en dyster konspiration -
Men 'Indigo' er på samme tid en egenartet Setz-
Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken, 8. august 2015
Den forkerte aura
Bizart. Beklemmende roman fra det pseudovidenskabelige overdrev om børn, der bliver gjort fortræd.
Den unge østrigske forfatter Clemens J. Setz er en vildtvoksende plante, som det er svært at artsbestemme.
Han har pælerod dybt nede i den østrigske tradition for det genkendeligt bizarre, men også trævlerod, som suger næring af horror, dystopi, samfundskritik, psykologi og humor. I Indigo blander han genrerne med løs hånd, og resultatet er en foruroligende roman om børn, der bliver udskilt fra fællesskabet, fordi deres påstået indigoblå aura er anderledes end flertallets. (...) Efter temperament kan man læse Indigo som en protest mod behandlingen af »de anderledes« eller som en fantasisprudlende fortælling fra det pseudovidenskabelige overdrev. Man kan også gøre begge dele eller noget helt tredje, for bogen er så fuld af ind-
Derfor er det ikke plottet, der gør bogen til en langtidsvirkende læseoplevelse. Det er kombinationen af et yderst mundret sprog med mange afbrudte sætninger og en defaitistisk grundstemning. Det er Clemens Setz for skiftevis stilfærdig og fuld udblæsning, sådan som hans hurtigt voksende læserskare også oplevede ham i novellesamlingen Kærligheden på Mahlstädterbarnetstid. Den udkom sidste år på dansk og har i hjemlandet fået kultstatus som et tiltrængt opgør med den artige hverdagsrealisme.
Birte Weiss, Weekendavisen, 14. august 2015
Alle klicheer om Østrig er sande
Man skal ikke komme et indigobarn for nær i Clemens J. Setzs absurde roman. Den nye stjerne inden for tysksproget litteratur er både optaget og opskræmt af det grusomme. Måske fordi han er fra en gammel ornamenteret civilisation, som elsker krummelurer, Mozart og et fredeligt caféliv.
Hvis man bare kunne skrive som ham der«, sagde Hans Magnus Enzensberger og pegede på sin unge forfatterkollega, da de to var sat sammen på en scene på Louisiana Literature i sidste uge. Noget af et skudsmål fra en af tysk litteraturs skelsættende skribenter! Målet for beundringen, Clemens J. Setz, takkede genert og mumlede, vistnok lidt selvironisk, at hans generation jo skulle læse Enzensberger, og at han skam at melde kun fik et 3-
»Når folk er onde ved børn eller dyr, stiger der en urgammel stammeagtig hævntørst op i mig. Måske har det noget at gøre med, at jeg er østriger? At jeg kommer fra denne gamle ornamenterede civilisation, som elsker krummelurer, Mozart og et roligt caféliv. Jeg ved ikke, om du kender alle klicheerne om Østrig? De er alle sammen rigtige!«. Lige så camp og sci-
Men tilbage til ' Indigo', hvor Clemens J. Setz selv er med som den unge matematiklærer, der får arbejde på Institut Helianau, en kostskole for børnene med indigosyndromet. »Det var ikke meningen, men mens jeg skrev, lagde jeg mærke til, at han opførte sig ligesom mig, sådan kujonagtig, nørdet, bange og genert. Jeg nænnede ikke at give en anden stakkels person de egenskaber, jeg har jo også vænnet mig til det livet igennem«. Det er matematiklæreren Clemens J. Setz, der sætter sig for at finde ud af, hvad der sker med de børn, der forsvinder i denne historie om ensomhed og grusomhed. Er indigosyndromet også en samfundskritik? »Jeg kan ikke rigtig tale om mine motiver og min angst, jeg lever og reagerer. Jeg har ikke en autoritativ stemme om samfundet og tiden, jeg er mere en nørd med mange ting og kommer så måske til at fortælle noget om, hvordan det er at være menneske. Jeg leger, jeg skriver, folk kan lide det, jeg bliver betalt for det, men jeg antager ikke, at jeg spiller en vigtig rolle i verden«. Man kan skal ikke hugge skæbner Clemens J. Setz bryder sig ikke om, når forfattere tager andre stemmer på sig for at »forklare læserne«, hvad de skal mene. (...) I en artikel læste han om en chimpanse, der på et hjem for udtjente forsøgsdyr og i et vældigt raseri befriede en medicinstuderende for hans iPhonehøretelefoner, fordi den troede, man ville sætte strøm til den unge mand. »Vi bor på samme planet, men jeg vidste ikke, at sådan noget foregår. Historier om mennesker og dyr fascinerer mig«. Men fordi både den medicinstuderende og aben stadig lever, refererer han ikke historien i romanen. »Den fik kun lov til at være bogens første hjerteslag«, siger han.
Tina Marie Winther, Interview i Politiken i forbindelse med Louisiana Literature, 30. august 2015.
Ensomhedens Virtous
Setz er en af de mest originale forfatterstemmer i den nyere østrigske litteratur. Sidste år udkom hans novellesamling Kærligheden på Mahlstädterbarnets Tid på dansk, og nu følger den lige så virtouse roman Indigo, hvor Setz sætter genrer, inspirationskilder, sig selv og læseren ind i sit helt særlige, specialbyggede konspiratorisk-
Lad det være sagt med det samme: Indigo ligner ikke noget, du har læst før. (...) Det hele fortælles i det, der nok er Setz' største styrke. Et opfindsomt og uhyre præcist sprog, der med den ene sammenligning efter den anden får det velkendte til at forvandle sig til forunderlige men åbenlyst rigtige måder at se mennesker, dyr og ting på. Lige meget, hvad han skriver om, om det er en kaffekop, et snudedyr eller et flæbende ansigt, ser man på det med andre øjne, når det er blevet filtreret gennem en Setz'sk sætning.
Setz er svær at kategorisere. Det samme er Indigo. Romanen er skrevet med en centrifugalkraft, der sprænger konventioner og genrer. Den er ikke en krimi, den er ikke science fiction, den er ikke en selvbiografi, den er ikke Kafka, Pynchon, David Foster Wallace, Batman, Star Trek eller altid paranoide Pakula. Men den er lidt af det hele på én og samme tid.
Anders Engberg-
Mareridtslabyrint
Clemens J. Setz leger med læseren i sin foruroligende roman, men bag løjerne skjuler sig et portræt af et informationssamfund, hvor meningsløsheden råder.
Svimmelhed og hovedpine spiller en vigtig rolle i Clemens J. Setz' monstrøse roman, og man er også selv godt rundtosset og klar til en panodil, når læsningen er til ende. (...) Det er dybt fascinerende læsning, men den, der ønsker sig et klassisk komponeret handlingsforløb og lettilgængelige temaer, bliver slemt skuffet. Romanen er en postmoderne labyrint, hvor læseren lynhurtigt mister orienteringen for derefter at bevæge sig stadig længere ind i et mareridtsagtigt univers, hvor alle grænser mellem sandt og falsk, fiktion og fakta er ophævet. Det er noget af en tur, og mange vil måske give op undervejs, men tør man bevæge sig ind i romanens svimlende komposition, så venter en betydelig læseoplevelse.
(...) Sandheden er ikke derude, ikke om indigobørnene, ikke om noget som helst. Romanen bliver en allegori over en verden, der falder fra hinanden i bjerge af løsrevne informationer, hvis sandhedsværdi ikke længere lader sig bestemme. Fortolkningerne, påstandene, usikkerheden og fremmedgørelsen bliver tilbage. Tilværelsen som en evig fejlbehæftet google-
Jens Eichler Lorenzen, Fyens Stifstidende, 16. oktober 2015.
Mesterværk eller vås?
(...) Der er korte tekststykker, der via forskellige kilder beretter om tidligere tilfælde af Indigo-
Og så er der -
Thomas Thurah, Information, 3. oktober 2015
Indigo
Alt i alt er det en lidt rodet affære, men det rettes op ved det meget veloplagte og mundrette sprog. Så selv om jeg ikke ved, om han fandt ud af noget som helst, var bogen en fornøjelse at læse.
Ib Ahnfeldt-
Børn, der fremkalder kvalme
(...) Indigo-
Mikael Busch, Jyllands-
Lektørudtalelse
På en kostskole i Østrig er der samlet en gruppe elever med det mystiske indigosyndrom, der gør alle, der kommer i nærheden af dem, syge. For læsere af ny, eksperimenterende litteratur. (...)
Det er et sprogligt sprudlende mesterværk, der egentlig ikke er svær at læse, men svær at trænge ind i. Det er både rystende og også sine steder humoristisk. Min umiddelbare sammenligning er danske Svend Åge Madsen, der som Setz har en matematisk baggrund, der skinner igennem deres surrealistiske unverser.
Per Månson, DBC, uge 38