Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Heidegger og jøderne » Pressen skrev

Pressen skrev

Epokegørende værk om Heideggers antisemitisme

Antisemitismen i den tyske filosof Martin Heideggers værker har længe været en omdiskuteret sag. Nu udgiver den italienske Heidegger-ekspert Donatella Di Cesare, som gæster Danmark i disse dage, et epokegørende værk om emnet. Antisemitismen i den tyske filosof Martin Heideggers værk har været omdiskuteret længe. I årevis er der udkommet bøger om emnet, og en del fremtrædende filosoffer har diskuteret Heideggers forhold til jøderne - og jødernes position i hans tænkning. (...)

De i 2014 og 2015 udkomne hæfter - bind 94-97 i værkudgaven - dækker over perioden 1931 til 1948 (hæftet fra 1930 er forsvundet). De stammer altså fra den centrale periode, hvad Heideggers forhold til den tyske nationalsocialisme, som han i starten støttede, angår. Og udgivelsen har allerede trukket store overskrifter: Formanden for det tyske Heidegger-selskab, filosoffen Günter Figal, trak sig fra sin post efter at have læst hæfterne - han kunne simpelthen ikke længere stå inde for at repræsentere et selskab, der dyrker denne tyske filosof. Og gennem flere måneder kunne man i både danske og internationale medier følge ophedede diskussioner om hæfternes indhold, ikke mindst på grund af enkelte, tydeligt antisemitiske passager.

Det er i denne kontekst, at den italienske Heidegger-ekspert Donatella Di Cesare har udgivet sin bog "Heidegger og jøderne", som forlaget Vandkunsten har den fortrinlige ære at kunne præsentere på dansk. Publikationen af bogen er en epokegørende begivenhed.

Di Cesare, der selv har været vicepræsident for det tyske Heidegger-selskab, inden også hun trak sig fra bestyrelsesposten på grund af kontroverser omkring de "Sorte hæfter", kortlægger i alle detaljer antisemitismens rolle i Heideggers filosofi: Hun sætter den ind i den filosofihistoriske og tidsspecifikke kontekst og formår på denne måde om ikke at afslutte debatten om Heideggers antisemitisme, så dog at sætte en ny standard, som ingen, der beskæftiger sig med emnet, herefter vil kunne komme udenom.

Hendes bog overgår tidligere udgivelser om Heideggers antisemitisme, selv Peter Trawnys " Heidegger und der Mythos der jüdischen Weltverschwörung" fra sidste år. (...)

Det er en styrke i Di Cesares bog, at forfatteren argumenterer detaljeret og overvejende meget præcist. Hun viser blandt andet, hvordan antisemitismen hos Heidegger ikke er begrundet i en biologisk raceteori, men bygger på en metafysisk forestilling om jøden: Der er derfor, ifølge hende, tale om en " metafysisk antisemitisme". Og så er det mest gruopvækkende i hele bogen - der er lige så spændende at læse som en kriminalhistorie - at hun også inddrager de " Sorte hæfter" fra efterkrigstiden, der først udkom for nogle måneder siden.

Og i modsætning til alle hidtidige myter om Heideggers tavshed om holocaust efter krigen kortlægger Di Cesare i alle detaljer, hvordan Heidegger i sine filosofiske overvejelser fra efterkrigstiden åbent omtaler gaskamre og holocaust - dog uden at vise tegn på anger, eller blot den mindste medlidenhed med ofrene.

Snarere omvendt. I Heideggers optik er gaskamrene - et ord, han i øvrigt sætter i anførselstegn - jødernes eget ansvar. Gaskamrene tolkes af ham som modernitetens selvudslettelse, og siden jøderne har det metafysiske ansvar for modernitetens udvikling (" værensglemslen"), tolker Heidegger uden omsvøb gaskamrene som jødernes selvdestruktion. (...)

Det afgørende og epokegørende i hendes bog er, at hun én gang for alle viser, hvordan antisemitismen er en central del i den europæiske filosofi-historie, og ikke mindst hos Heidegger. Man vil ikke kunne læse Heideggers værker på samme måde efter denne udgivelse.

Og så er bogen vidunderligt flot skrevet. Den er mesterlig spændingslekture, strålende oversat af Conni-Kay Jørgensen (...)

Moritz Schramm, Kristeligt Dagblad, 27. oktober

Logbog fra verdens nat

Holocaust. Stærkt anklageskrift mod filosoffen Martin Heidegger: Nazist og antisemit. Skrevet af en sober Heidegger-beundrer.

Der hviler en sær grusomhed over den tavshed, som den tyske mesterfilosof Martin Heidegger udøvede over for sine beundrere, når det gjaldt folkemordet på Europas jøder. En velorkestreret katastrofe, som Heidegger havde sin andel i som tænker og universitetsrektor. (...) Og når Heidegger en sjælden gang strejfede jødeudryddelsen, skete det med demonstrativ indifferens. (...) Men han gik faktisk op i de europæiske jøders skæbne - og dét gør virkelig ikke sagen bedre. (...)

Nu har den italienske filosof Donatella Di Cesare skrevet en fremragende gennemgang: Heidegger og jøderne. Hun konstaterer, at hæfterne »indeholder det usagte, som mange troede eller håbede også var utænkt«. Donatella Di Cesare følger antisemitisk tankegods gennem tysk filosofi, til det lander hos Heidegger. Hun ser, hvordan »jøden« hos Heidegger er den metafysiske fjende, for hvem sand væren er »forspildt i en mængde rodløse begreber«, i rationalisme og intellekt. (...)

Det er et overbevisende anklageskrift, konsistent og stringent: Heidegger påviser, at jøderne selv har skylden for deres egen udryddelse. Som så ikke gennemføres til fulde, hvorefter Tyskland ifølge Heidegger er det sande offer for verdensskændselen, die Weltschande. (...)Di Cesare ønskede åben, demokratisk debat, at lade Heidegger brydes med samtiden, meget gerne internationalt. Dét opnår hun så gennem sin bog, hvor hun smukt indkredser Heideggers efterladte skrifter: »De Sorte hæfter minder om en logbog fra en skibbruden, der gennemlever verdens nat.« Forfatteren afviser begge yderpunkterne i Heidegger-debatten som rent ud anti-filosofiske: At ekskommunikere Heidegger fra filosofien ville være idioti, eftersom dét ville indebære at skille hele modernitetskritikken ad og sælge den som skrot, og hvor velforvarede ville vi så stå i dag? Modsat advarer Di Cesare mod selektiv idollæsning, hvor man lukker øjnene for, at værensfilosoffen Heidegger også var nazisten Heidegger. (...)

Sådan skriver en kvinde, der mestrer sit stof og selv vil have det i clinch med verden: potent og interessant

Joakim Jakobsen, Weekendavisen, 9. oktober 2015

Den sorte tænker

Den italienske filosof Donatella Di Cesare viser i en ny læsning af Martin Heideggers ' sorte hæfter', hvordan antisemitismen var en del af hans tænkning. Det er et ubehageligt faktum. En af de klogeste tænkere i det tyvende århundrede blev forført af det mest modbydelige i epoken, nazismen. Martin Heidegger var fra 1933 til 1945 medlem af nazistpartiet, han hyldede føreren og talte om den »indre sandhed og storhed« i den nazistiske bevægelse. Efter krigen blev han bortvist fra universitetet, brød sammen og nægtede siden at udtale sig om sit forhold til nazismen. (...)

Og nu kommer på dansk den italienske filosof Donatella Di Cesares udmærkede bog, ' Heidegger og jøderne', som er en læsning af ' De Sorte Hæfter'.

Hun genfortæller først den bemærkelsesværdige historie om, hvordan Heidegger efter krigen blev foragtet for sin nazisme, men ikke diskvalificeret som tænker. (...) Man kan ikke trække nogen logiske linjer mellem Heideggers fænomenanalyser og hans politiske engagement. Men Di Cesare viser tre andre væsentlige ting: For det første at der i den tyske tænknings historie er antisemitiske tendenser. Hun finder både hos Immanuel Kant, G. W. F. Hegel og Friedrich Nietzsche alarmerende udtalelser om jøder.

Hun inddrager ikke Søren Kierkegaards antisemitisme, selv om Heidegger var stærkt påvirket af både Kierkegaards eksistenstænkning og modernitetskritik. Den anden er, at Heidegger vitterligt skrev antisemitisk.

Han var ikke bare strategisk medlem af nazistpartiet, men troede på nationalsocialismen som en ny begyndelse og skrev rædselsfulde ting om jøder. Det var de citater, som tidligere på året fik filosoffen Günter Figal til at træde tilbage som formand for Heideggerselskabet i Tyskland. Han var rystet over afsløringerne og opfordrede Heideggers efterkommere til at offentliggøre de mange optegnelser og noter, som stadig er gemt i arkiverne.

Di Cesares tredje anliggende er afdækningen af antisemitismen som del af Heideggers tænkning i 1930' erne. Jøden bliver en slags agent for den modernitet, som Heidegger er radikalt kritisk over for. Han opererer med det, som Di Cesare kalder »den metafysiske jøde«. Det bliver på den måde jøderne, der frembringer den modernitet, som rammer sit nulpunkt med holocaust. Hun citerer Heidegger for følgende: »Når først det væsentligt ' jødiske' i metafysisk forstand kæmper mod det jødiske, er selvdestruktionens historiske højdepunkt nået«. Den modernitet, som »jøden« har drevet frem, ender med at ramme de konkrete jøder i lejrene. Hvis den modernitet, som Heidegger kalder metafysik, væsentlig forstås som jødernes værk, bliver hele hans kulturkritik til et antisemitisk anliggende.

Rune Lykkeberg, Politiken, 28. oktober 2015

Filosof med livvagt

Interview. »Det er altså aldrig tidligere sket i Italien, at en filosof er udsat for trusler og sat under bevogtning, fordi hun skriver om den tyske filosof Heidegger.« Den italienske filosof Donatella Di Cesare angribes af højreradikale grupperinger, men hun advarer også om voksende antisemitisme på venstrefløjen.

For otte måneder siden forandredes Donatella Di Cesares liv og hverdag. Den italienske filosofiprofessor var i gang med en forelæsning på Sapienza-universitetet i Rom, da hendes sekretær bankede på og afbrød forelæsningen.

»Hun sagde: Undskyld, professóre, men der står to herrer fra politiet herude. De vi gerne tale med Dem.« Den nu 59-årige Donatella Di Cesare fulgte med, lidt ængstelig. Var der sket noget med familien, eller havde der været indbrud? De to politifolk forklarede, at de kom fra sikkerhedspolitiet under Indenrigsministeriet.

»De meddelte mig, at jeg fra og med dette øjeblik var under bevogtning. Jeg sagde: Det må være en misforståelse, der må være sket en fejl. Men de insisterede på at følge med mig hjem, hvor jeg så ringede til deres overordnede og forklarede, at jeg aldeles ikke havde brug for bevogtning af nogen art. Det var en meget bestemt herre, jeg talte med, og han gjorde det klart: Det var faktisk ikke op til mig at bestemme.« Embedsmanden i Indenrigsministeriet forklarede, at man ved telefonaflytninger og overvågning af internettet i det højreradikale miljø i Italien havde registreret konkrete trusler mod Donatella Di Cesare. »Et fremtrædende medlem af en nyfascistisk bevægelse havde holdt en aggressiv tale om min nye Heidegger-bog, og så var de åbenbart blevet ophidsede. Det kom som en stor overraskelse for mig,« fortæller Donatella Di Cesare, da Weekendavisen møder hende i København. (...)

Donatella Di Cesare ser benægtelsen som led i en voksende antisemitisme over hele Europa. Hun fremhæver, at den voksende antisemitisme ikke kun er et problem på den yderste højrefløj.

»Vi ser meget kraftig antisemitisme på venstrefløjen over hele Europa. Og det er ganske enkelt katastrofalt. Det er folk, som taler om antizionisme, men i deres argumentation ligger gerne en delegitimering af selve staten Israel, som er rent ud antisemitisk.« I Italien har tv-stjernen Beppe Grillo, der leder det venstrepopulistiske parti Femstjernebevægelsen, som fik en fjerdedel af stemmerne ved valget i 2013, ofte liret antisemitiske udfald af sig. (...)

»Efter min mening er antisemitismen i Europa nu værre, end den har været gennem fire-fem årtier. Over hele Europa. (...) t.« Det er ikke svært at se, hvad de fascisterne i Casa Pound kan bruge arvegodset fra Heidegger til: Chauvinistisk, fremmedfjendsk øko-totalitarisme. »Efter min mening er Heideggers antisemitisme ganske aktuel, selv om den har gamle rødder,« siger Donatella Di Cesare.

»Vi må aldrig glemme, at Heideggers antisemitisme har teologiske rødder. Den kristelige antijudaisme rækker tilbage til 300-tallet, og den er ikke overstået. Den florerer stadig. Jeg mener, at den antisemitisme, vi i dag ser på højre-og venstrefløjen, i høj grad har teologiske rødder.« -Og så har vi antisemitisme i fundamentalistisk islam? »Ja, den findes hele vejen rundt. Oveni har vi Israel, der af hele verden fremstilles som skyldig.« -Men er konflikten mellem kristendom og jødedom virkelig så fremherskende? »Efter Anden Verdenskrig har meget heldigvis ændret sig, og forholdet mellem kristendom og jødedom er mindre anspændt. Men man må ikke tro, at det er helt forbi. Her påhviler det os filosoffer at tage debatten efter offentliggørelsen af De Sorte Hæfter. At belyse forbindelsen om Heideggers antisemitisme og den kristelige antijudaisme.« Tak for samtalen. Den italienske filosof iler videre til flere københavnske arrangementer i anledning af hendes bog.

Joakim Jacobsen, Uddrag fra et interview med Donatella Di Cesare bragt i Weekendavisen, 30. oktober 2015

Vi har stadig brug for Heidegger

Interview Martin Heidegger var antisemit, fremgår det af en ny bog om Heideggers private noter. Den tyske filosof skal dog ikke skrives ud af historien, mener bogens forfatter, Donatella Di Cesare, der har besøgt Danmark.

Hvordan blev du bekendt med Heideggers private noter, " De sorte hæfter"? Jeg blev ringet op af Heideggers barnebarn, som jeg har haft et godt forhold til, og som ville høre min mening om nogle afsnit i hæfterne.

Her skriver han blandt andet, at jødespørgsmålet er et metafysisk spørgsmål. Det var chokerende læsning. Den anden sætning handler om verdensjøden.

Jeg var helt ærlig og sagde, at det ændrer alt. Barnebarnet prøvede at få mig til at forstå, at hans bedstefar jo skrev disse ting, mens hans børn kæmpede på Østfronten og var meget påvirket af det. Mit svar var ' og hvad så'? Mange har svært ved at acceptere sandheden om Heidegger.

Kan man overhovedet tage Heidegger seriøst nu? Vi har stadig brug for hans tanker om teknologi og politik. Han har grundlagt mange vigtige filosofiske retninger, men det er blevet mere kompliceret. Man kan være uenig og enig med Heidegger bare inden for samme sætning. Det betyder ikke, at vi skal smide hans værk væk. Det vil være skørt. Men reaktionen fra mange, at hans jødehad var en forbigående idé, kan jeg slet ikke forstå.

Benjamin Krasnik, Uddrag fra et interview med Donatella Di Cesare bragt i Kristeligt Dagblad, 31. oktober 2015

For Heidegger måttejøden tilintetgøres

Skal Heidegger dumpes fra den filosofiske kanon? Debatten har raset siden udgivelsen af de efterladte såkaldte ' Sorte hæfter'. Donatella DiCesare, romersk filosofiprofessor og førende Heidegger-forsker, fortæller om, hvor dybt jødehadet stikker hos ikke bare Heidegger, men hele den kontinentale tradition. Der er ikke længere to Heideggere: På den ene side det kontinentale Europas mest originale filosof i det 20. århundrede, en frugtbar inspirator for en perlerække af andre tænkere - manden, der stillede det såkaldte værensspørgsmål (»Hvorfor er der overhovedet noget og ikke snarere intet?« ), og som ved sine ' modernitetskritiske' afsøgninger af ' værens mening' ville overvinde vestlig filosofis tradititionelle metafysik med dens fokus på ' det værende' frem for på væren selv. Og på den anden side en privatperson, der trådte forkert som nazistisk universitetsrektor - dog kun i ét år, fra 1933-34 - og siden forblev passivt medlem af NSDAP frem til krigens afslutning for aldrig siden at udvise nogen iver for at aflive de mistanker om antisemitiske anskuelser, der i efterkrigstiden begyndte at dukke op hos hans kritikere. Muligvis en karakterbrist, men ikke nødvendigvis en brist i den tyske tænkers status som filosof af første rangorden.

Fremover er der kun én Heidegger. De to skikkelser er smeltet sammen, og dermed er en årtier gammel debat lukket, hvor generationer af heideggerianere har forsvaret deres læremester mod stadig nye beskyldninger. En debat, der har især har raset siden den chilenske filosof Viktor Farias udgivelse af værket Heidegger og nazismen i 1987. (...)

Jøder er i konkret og abstrakt forstand bærere af og drivkraft i det liberale demokratis modernitet, som har ført til den uegentlige eksistensform, Heidegger kalder »værensglemsel«. »Heidegger er i 1930' erne dybt optaget af at indkredse jødisk identitet,« forklarer Donatella Di Cesare, »men hans interesse retter sig ikke mod konkrete jøder i deres forskelligartethed eller mod det jødiske folks historie. Han stiller spørgsmålet: Hvad er en jøde? Hvad er jødens væsen? Det er bemærkelsesværdigt, at en tænker, som har defineret sit projekt som et opgør med 2.500 års metafysisk essenstænkning, her - efter min mening - selv falder tilbage i en metafysik som den, han ville gøre op med.« (...)

Heideggers antisemitisme adskiller sig vel fra nazisternes, i den forstand at han trods alt ikke kunne følge nazisternes pseudobiologisk racelære? Vi ved også, at han havde gode personlige relationer til flere filosoffer af jødisk baggrund - især Hannah Arendt, der blev hans elskerinde.

»Heidegger var ikke racist. Han har nok et begreb om et racehierarki, men forstår det ikke som biologisk funderet. Han taler om ' Aftenlandet', som han identificerer med det tyske folk og den tyske kultur. (...)

For Donatella Di Cesare lægger sådanne paradokser op til en klar konklusion: »Vi har brug for en kritisk diskussion, og det betyder, at vi må læse mere snarere end mindre Heidegger.

Og at vi må have åbnet arkiverne, så alle Sorte Hæfter bliver offentliggjort. Før kan vi ikke foretage den samlede bedømmelse. Vi står kun ved en begyndelse, og min bog er ikke tænkt som det sidste ord.«.

Niels Ivar Larsen, Uddrag fra et interview med Donatella Di Cesare bragt i Information, 7. november 2015

Heidegger, de sorte hæfter og jødespørgsmålet

(...) Der har været mange formidlere af filosofi, der gennem tiden har taget afstand fra Heidegger som person og mere interessant som filosof – og mange af disse har ikke haft deres argumentation i orden, hvis man skal tro den italienske filosof Donatella Di Cesare, der har skrevet bogen Heidegger og jøderne, efter at have haft adgang til die Schwartzen Hefte. (...)

Men at der er en sammenhæng, synes de Schwartzen Hefte ikke lade nogen tvivl tilbage om. Cesares bog undersøger sammenhængens natur og dens grad – og dermed bliverHeidegger og jøderne velsagtens en af de mest, hvis ikke den mest nødvendige filosofihistoriske undersøgelser, der relaterer sig til det 20. århundrede. Det eneste væsentlige spørgsmål, der kan stilles og måske bør forløbe parallelt til læsningen af bogen, er, hvorvidt værensspørgsmålet kan tænkes udenom eller uafhængigt af jødespørgsmålet; ikke for at rehabilitere Heidegger, det synes de Schwartzen Hefte at have umuliggjort engang for alle, men for at forholde sig åbent over for, hvorvidt fundamentalontologien virkelig i sin inderste kerne er fascistisk eller kan tænkes uden den metafysiske antisemitisme eller om fundamentalontologien har sit direkte udspring i den antisemitiske tænkning og således egentligt kan rubriceres som en antisemitisk filosofi? (...)

I kapitel to redegør Cesare for, hvordan antisemitismen har været en fast del af tysk idealisme; fra Kant til Nietzsche. Luther inddrages gennem den internationale krigsforbryderdomstol i Nürnberg, og Cesare viser, hvordan Luthers had til jøderne bliver mere og mere fremtrædende og kulminerer i en pamflet, Om jøderne og deres løgne fra 1543, hvori beskyldningerne flyver, og jøderne får den markante position, de også havde i nazisterne racetænkning: jøderne er ødelæggerne af nationer og kulturer, og hvor kristendommen står for sandhed, står jøderne for løgnen. Dette spøgelse går igen i traditionen fra Kant til Nietzsche; Kant taler om bedrageri i stedet for løgn, fordi han rykker sit antisemitiske perspektiv fra teologien til det socio-økonomiske område. Dette er en problematik, der går igen hos Hegel, der blandt andet kritiserer jøderne for ikke at kunne indgå i det almene, de er for knyttet til det konkrete, kroppen, men det, at alt hvad man ejer er lånt af Gud, gør dem også suspekte i Hegels øjne, for hvis ikke man kan eje noget, hvis ikke man forfægter ens ejendomsret, så kan man heller ikke være borger i et retssamfund. De er den rest, Hegels system ikke kan inkorporere, og dermed må de enten forkastes for systemets skyld eller systemet skal laves om; Hegel anser ikke det sidste for en mulighed og kritiserer dermed jøderne ud fra sit system.

Kritikken af den tyske tænknings forholden sig til jøderne, synes at være på sin plads. (...) I gennemgangen af Hitlers Min kamp kommer Cesare igen med en begrundet kritik af eftertidens mangel på forholden sig til tankerne bag jødedrabet. Man kan ikke affeje nationalsocialismens racisme med ondskab, der, som Cesare rigtigt påpeger, placerer nazismen uden for historien; her drager Cesare nazismen tilbage ind i historien. Hvis nazismen og spørgsmålet Hitler reduceres til ondskab, så bliver der for det første tale om et isoleret historisk tilfælde, men for det andet gives der en ahistorisk, metafysisk tolkning af problemet, hvor der i virkeligheden ligger en klar rationel forholden, ja, tænkning bag. Cesare peger på, at Hitler er fortaler for en biologisk racisme, hvor det er vigtigt, at racerne holdes rene gennem lukkethed. Den jødiske race har et særkende i at kunne overleve selv de værste strabadser, den har en uovertruffen selvopholdelsesdrift. Det er derimod ikke arierens særkende; “Hans storhed består i den idealisme, der får ham til at stille alle sine evner i fællesskabets tjeneste – og i sidste ende kan han ofre ‘sit liv'”. I denne åndelige og tragiske overlegenhed er det den ariske races opgave at stoppe jødernes kamp for overherredømme.

Hitler hægter sig således på en moderne antisemitisme, der løber gennem tysk idealisme og åndsliv fra Luther over Kant og Hegel til Wagner og ifølge Cesare Nietzsche. Heidegger nærer ikke en racemæssig bekymring omkring jøderne, men sætter problematikken ind i en kulturel kamp – samtidig med, at han spiller med på de stereotypiske billeder om jødens natur. (...)

Cesares bog er i allerhøjeste grad læseværdig og jeg tænker også, at en del af de diskussioner, der har foregået i det akademiske miljø, der har beskæftiget sig med Heidegger, nu må forstumme. Det er også klart, tænker jeg, at man efter udgivelsen af die Schwartzen Hefte i et ellerandet omfang, i hvert fald til en begyndelse, må læse Heidegger med en ekstra årvågenhed – ikke på grund af berøringsangst, men på grund af en nysgerrighed efter tænkningen, der motiverer ressentimentet, der lå til grund for den historiske Endlösung.

Læs hele analysen og gennemgangen kapitel for kapitel af Donatella di Cesares bog her

Lektørudtalelse

De sorte hæfter er betegnelsen for de dagbøger, som filosoffen Martin Heidegger skrev om bl.a. sit forhold til nazismen, antisemitismen og syn på holocaust 1930-1970. For filosofistuderende, forskere og videregående interesserede. (...) Værket perspektiverer og analyserer udlægningen af hæfterne blandt forskere og fagfolk både på baggrund af samtidsrammen og i forhold til Martin Heideggers øvrige skrifter, filosofi og tænkning.

Bogen befinder sig på et indholdsmæssit og sprogligt højt tilgængeligt forskningspræget niveau. (...) Et værk, der rejser en vigtig diskussion om filosofiens medansvar og rolle i holocaust. (...)

Kresten Søe Christensen, DBC, uge 46 2015

Heideggers metafysiske antisemitisme

Med udgivelsen af Gesamtausgabe Band 94-96 blev spørgsmålet om Martin Heideggers forhold til nazismen og antisemitismen reaktualiseret med større vægt end nogensinde før. De tre bind, som er de første af flere, der går under betegnelsen De sorte hæfter, kaster nyt lys over forholdet mellem Heideggers tænkning og hans politiske engagement. Det er ikke længere et spørgsmål om forholdet mellem liv og tænkning. Skellet mellem mennesket og filosoffen kan ikke længere opretholdes. De sorte hæfter rummer nemlig optegnelser, hvor Heidegger eksplicit sætter antisemitismen i forhold til sin værenshistoriske tænkning. I Heidegger og jøderne – De 'Sorte hæfter' læser filosof Donatella Di Cesare Heideggers sorte hæfter og vurderer deres betydning i forhold til Heideggers værk og virkningshistorie. (...)

Di Cesare slår tidligt fast: De sorte hæfter er ingen gravsten over Heideggers tænkning. Hvordan skulle en sådan gravsten overhovedet kunne rejses? Selv hvis radikale stemmer som Faye fik deres vilje, og Heideggers værker fjernet fra bibliotekerne, slettet fra pensumlisterne og forvist til bunken af skammelig, farlig litteratur – så ville Heideggers tænkning leve videre i dens vidtrækkende virkningshistorie. Fænomenologien, hermeneutikken, dekonstruktionen, den svage tænkning. Alle disse filosofiske retninger står i gæld til Heidegger. Ikke som ukritisk bejaende tilhængere, men som kritiske efterfølgere. (...)

De sorte hæfter afslører ikke hele Heideggers værk som formummet nazisme, men de gør det umuligt at opretholde et skarp skel mellem Heideggers politik og filosofi. Hæfterne er nemlig filosofiske i stil og hensigt – og de indeholder eksplicit antisemitiske passager, hvor jødedommen behandles i relation til senværkets værenshistoriske projekt, argumenterer Di Cesare. Den politiske og den filosofiske Heidegger smelter sammen i De sorte hæfter. (...)

Først i det tredje kapitel, ”Spørgsmålet om væren og jødespørgsmålet”, tager Di Cesare for alvor hul på det centrale spørgsmål: Hvori består De sorte hæfters antisemitisme? (...)

Heideggers antisemitisme er nemlig ikke biologisk begrundet, ligesom han var stærkt kritisk overfor nazismens biopolitiske projekt. I Heideggers terminologi er forståelsen af det jødiske bundet op på en bestemt forståelse af væren. Det jødiske er eksponent for det, Heidegger kalder den tekniske værensforståelse. I teknikken viser væren sig som bestand, skriver Heidegger i sin berømte forelæsning Spørgsmålet om teknikken. Som en resurse, man kan regne med, beregne, manipulere og udnytte. Som når vindmøllen udlægger vinden som vindkraft. Alt værende afdækker sig som bestand i den tekniske værensforståelses tidsalder – også mennesket. Koncentrationslejren, denne rædselsfabrik for ”fabrikation af lig” (s.237), er et ekstremt udslag af den tekniske værensforståelses reduktion af mennesket, mener Heidegger. Jøderne var lejrenes ofre. Men i De sorte hæfter holder Heidegger samtidig jøderne ansvarlige for den tekniske værensforståelses stadige herredømme. Derfor drager han den vanvittige konklusion, at jødeudryddelsen i sidste instans var en selvudryddelse, jævnfør ovenstående citat. Han tænker videre, at denne ”lutring af væren” (s. 218) er et nødvendigt trin på vejen hinsides den tekniskmetafysiske værensforståelse. (...)

Det sidste kapitel, ”Efter Auschwitz”, behandler Heideggers beskæmmende stilhed efter krigen. Hvorfor forsøgte han ikke at undskylde eller forklare sig? Spørgsmålet skriver sig ind i en større debat, der tager sit udgangspunkt i Adornos diktum om, at det er barbarisk at skrive digte efter Auschwitz. Di Cesare behandler overvejelser omkring umulighed af at finde ord, der står mål med lejrens grusomhed. (...)

Donatella Di Cesare har gjort sit til at skabe overblik over anklagerne. Heidegger og jøderne – De 'Sorte hæfter' sætter ikke punktum for debatten, men den sætter De sorte hæfters mørkeste passager i perspektiv og kontekst. Læs den, hvis du har læst Heidegger. Bagefter kan du passende læse Vattimo, Derrida, Agamben eller Merleau-Ponty og blive forvisset om, at en tænkers betydning ikke kan vurderes på hans dummeste tanke.

Lasse Martin Jørgensen, Filosofiske Anmeldelser, nr 1, årg. 4, 2016