Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » En hest kommer ind på en bar » Pressen skrev

Pressen skrev

ANMELDERNE ANBEFALER

Hvad skal du læse i den kolde vinter-og juletid? Politikens boganmeldere peger på 24 bøger fra året der gik, som fortjener mange læsere. God fornøjelse! (...)

David Grossman iscenesætter i sin nye roman en klovn, en tåbe, en professionel standupkomiker, som giver sit livs sidste show. Det sker på en bar, og det bliver en grum aften i det synkende narreskib. Standupkomikeren fortæller sin livshistorie, som åbner til den større historie, til Israels historie, til Europas historie. Grossman afsøger tilværelsens dybe traumer og dilemmaer med litterær frækhed og den ubodelige melankoli, som klovnen bærer på.

Bjørn Bredal, Politiken, 2. december 2016, 6/6 hjerter

David Grossman er tilbage med en ny stor roman efter den uafrystelige 'Kvinde på flugt fra meddelelse'

Universets tåbe. Danske Inger Christensens figur fra 'Sommerfugledalen' har siddet på min skulder og læst med hele vejen gennem 'En hest kommer ind på en bar'. Israelske David Grossman iscenesætter i sin nye roman en klovn, en tåbe, en professionel standupkomiker, som giver sit livs sidste show. Det sker på en bar i bade- og provinsbyen Netanya. (...)

Grossman afsøger atter tilværelsens dybe traumer og dilemmaer med litterær frækhed og den ubodelige melankoli, som klovnen bærer på.

»Godaften, godaften, godafffften Caesareeeea!!!«, begynder bogen. »En mager mand, lavstammet og med briller, flyver ind på scenen fra en sidedør, som om han er blevet kastet eller sparket ind«. Komikeren har dummet sig allerede, for han er ikke i Caesarea, men i Netanya. Da det går op for ham, er han ikke begejstret: »... for at sige det ligeud, jeg kan ikke fordrage jeres lorteby, jeg er dødbange for at være her i Netanya, hvert andet menneske på gaden ligner en, der er under vidnebeskyttelse, og hvert tredje menneske opbevarer det første menneske i bagagerummet, rullet ind i sort plastic«. Standupperen er i gang, og fortælleren iagttager: »Han bevæger sig uafladeligt. Med jævne mellemrum ledsager han sine ord med hurtige knytnæveslag i luften og undviger sin modstander med en boksers finte. Publikum fryder sig, og han skygger for øjnene med hånden og spejder ud i salen, som næsten er helt mørk. Det er mig, han leder efter«.

SÅ BLIKKET VENDER begge veje, fra salen mod scenen og fra scenen mod salen. På scenen står komikeren Dovaleh (Lillebjørn), en 57-årig mand, der som barn altid gik på hænder. Hans verden er principielt og stadigvæk på hovedet.

I salen sidder fortælleren, en pensioneret dommer, som var barndomsven med Dovaleh. Men det havde dommeren glemt alt om, lige indtil den dag han blev ringet op af standupperen og inviteret til hans forestilling: »Kender du til standup? småfnisede han... Har du nogensinde set et show? - Her og der i fjernsynet, sagde jeg. Lad nu være med at tage det personligt, men det siger mig bestemt ingenting. (...) Hele det spil med vittigheder og morsomheder passer mig ikke, og det passer heller ikke min alder, beklager«. Det lykkes alligevel at lokke den genfundne barndomsven med til denne ene forestilling, som bliver en komisk og uhyggelig danse macabre mellem scenen og salen. Er hele publikum personligt inviteret ligesom fortælleren? Hvorfor kender standupperen tilsyneladende så mange af dem i salen og kan være personligt uforskammet over for den enkelte? Og når de én for én forlader salen (hvad komikeren holder regnskab med på en tavle), er det så et spejl af den død, som det bliver stadig mere tydeligt, at komikeren selv står over for? Det bliver en grum aften i det synkende narreskib. Standupkomikeren fortæller sin livshistorie, som åbner til den større historie, til Israels historie, til Europas historie.

Fattige polske indvandrere, holocaust, moderens forsøg på selvmord. Og David Grossman løfter historien til næste niveau, til mytologiske, arkaiske forhold i familien, til den store kamp mellem fædre og sønner og til det afgørende øjeblik, hvor et menneske kan stå i et dilemma og træffe (eller ikke træffe) et valg, som bliver definerende for resten af livet. Hvad bilder Gud sig ind, når han sætter os i sådanne situationer? Skulle Abraham have ofret Isak? David Grossmann skriver fremdeles med et gammeltestamentligt schwung og en rungende alvor, som brydes af en lige så rungende humor. Mesterligt fælder han det uendelig store ind i det uendelig små, vi spares ikke for de fladeste vittigheder og rutinemæssige platheder. Samt et mylder af kun halvgode jokes: »Dødens engel - ler han stakåndet - kommer til en advokat og siger, at han er kommet for at tage ham med. Advokaten græder og jamrer: Men jeg er jo kun fyrre år gammel! Ikke ifølge de timer, du har takseret dine klienter for!«. Død og advokatregninger. At romanens fortæller er en trænet dommer, mens forestillingens publikum er vidner til Dovalehs dommedag over sig selv, giver romanen et stadig mere skærpet skær af retssag.

I aftenens løb skiller enkelte skæbner i salen sig individuelt ud, men det modsatte er nok så afgørende: Dovaleh demonstrerer, hvad man kan få et publikum med på. Et menneske lider, jorden går under, og pøbelen jubler.

Men lidelseshistorien i 'En hest kommer ind på en bar' er også en litterær suspense, et drive frem imod det punkt, hvor fortællerens og den fortaltes historie falder sammen, og dommedag bryder løs over alles hoveder. Der skete noget på en militær sommerlejr for børn en gang for mange år siden. Og der er alt for meget i Israel, som har med militær at gøre, det har fredsaktivisten David Grossman mange måder at fortælle på, og det er endnu et aspekt af dagens roman.

Romanen hedder 'En hest kommer ind på en bar', og hvad er det så for en hest? Det vides ikke. Universets tåbe har glemt at fortælle pointen.

Bjørn Bredal, Politiken, 1. september 2016

Ya'allah, smil nu, tænk også lidt på mig!

Der er en helt særlig form for dirrende og pirrende angst, som griber et publikum, når personen på scenen er lige ved at miste grebet. Den afslører, hvor meget vi elsker at blive henført og endda forført af den optrædende, som for en stund holder alle bevidstheder fangen.

Den optrædendes karisma og flokkens hengivelse i et stort, lyttende vi er noget fundamentalt i den menneskelige kultur, i religion, politik og kunst; fra demagogens lokkende sang over profetens dundertale til rockstjerners guddommelige udstråling og standup-komikeres leg med deres publikum. I nutidens kendiskultur er komikeren en konge, som kan herske over massen og sige absolut hvad som helst, men også når som helst falde fra tinderne og blive reduceret til en pinlig taber. Tavshedens mur er en af de værste at ramle ind i.

Alt er med andre ord på spil, når komikeren går på scenen, og det er præcis den delikate dynamik mellem publikum og komiker, den israelske forfatter David Grossman effektfuldt udnytter i sin nye roman, En hest kommer ind på en bar. I ét langt nervepirrende formeksperiment er man som læser med foran scenen, når Dov Gruenstein, aldrende standupkomiker i dyb krise, krænger det hele ud. Man bliver en del af trekanten mellem Dov - også kendt som Dovaleh G - hans barndomsven Avishai Lazar, som for første gang oplever ham på scenen, og så hele massen af publikum, som lynhurtigt kan vende sig i vrede mod den optrædende, hvis varen ikke leveres.

Romanens hovedingrediens er simpelthen Dovalehs monolog, med lange flashbacks til den barndom, som gradvis også bliver temaet for monologen, og tilsat en smule regibemærkninger, der formidler stemningen i lokalet. Men fortælleren er Avishai, nyligt pensioneret distriktsdommer, engang en dreng i forstaden Romema, ven og vidne til den lille Dovs trakasserier med verden. Han bærer selv på en stor sorg, som har lammet ham.

Og der krænges virkelig ud. David Grossman har haft en fest med at skabe Dovalehs stemme og hans verbale amokridt i hundrede forskellige retninger. Det er ikke bare dét, at vi lærer alt om hans fallit som far og hans prostatakræft, det er selve det rablende og så alligevel perfekt kontrollerede i hans talestrøm, som føles allermest skrøbeligt og intimt og afslørende. Hver gang Dovaleh er ved at tabe hele lortet på gulvet, får han virtuost samlet det op igen; det ene øjeblik ydmyger han en lille, handicappet kvinde i publikum - i chok over at også hun kender ham fra barndommen - og rammes af publikums unåde; det næste øjeblik får han dem alle til at skråle med på en sang eller klappe i takt. Med alle sine brister og elendigheder hersker Dovaleh over massen, og der går fine tråde fra romanen til nutidens patologiske mediebillede, hvor gale og talentløse kendisser vinder massernes gunst.

Samtidig griber Grossman tilbage til sin hovedstol og det materiale, han allerede behandlede i sin lige så formeksperimenterende roman Se under: Kærlighed fra 1986: fortællingen om det traumatiserede liv og den uforklarlige urkraft, som alligevel løfter mennesker op. Dengang skrev han om at vokse op med Holocaust-overlevere som forældre og arve det mytologiske ondskabens rige, de engang havde beboet, komplet med stream of consciousness og fantastiske strejftog i symbolske verdener. Siden har han i Kvinde på flugt fra meddelelse studeret selve sorgens mekanik, angsten for det bundløse fald ned i dens sorte hul og de usynlige tråde, som alligevel fanger den sørgende i faldet. Og her er han så igen på udflugt i de sværeste følelser, men denne gang pakket ind i komik.

Mere bittersødt kan det ikke blive, og man må overgive sig til Dovaleh og hans virtuose vanvid, mens man rammes lige i hjertet af tilbageblikket til drengen med de Holocaust-deformerede forældre, som aldrig rigtig slap ud af lejrene i deres sjæle.

Lykkes formeksperimentet? Ja, det gør. Som læser drives man rundt i den eksplosivt emotionelle manege, griner højt, krummer tæer af pinlighed, overvældes af undren over menneskers umulige liv og deres ukuelige vilje til dog at fortsætte dem. Man får aldrig lov at være uberørt, og netop det er et sikkert tegn på, at man her står over for et vigtigt stykke kunst. Oversættelsen fra hebraisk til dansk er også næsten lykkedes; med et sprog som fuldstændig hæmningsløst breder sig ud over hele paletten og elsker det sjofle lige så højt som det forfinede, er opgaven frygtindgydende. Der mangler lige lidt mere ungdommeligt gadesprogslir på dansk, for selvom Dov er 57, er han ung og fræk som en slagterhund, fanget i en slags evig utilpasset barndom, fordi han er udelukket fra at blive en helstøbt voksen. Og det er samtidig hans hemmelige våben, denne barnlige evne til at søge tilflugt i klovnens visdom og finde lidt kærlighed hos sit publikum.

En hest kommer ind på en bar er ikke nogen lang roman, men det er utvivlsomt en af de væsentligste i Grossmans forfatterskab og et fremragende sted at starte på det, hvis man ikke har haft den dunkle og tindrende fornøjelse endnu.

Heidi Laura, Weekendavisen, 2. september 2016

Sorger kvalt i latter

Israelske David Grossman seneste roman handler om klovnens maske og falbelader som dække for et liv med sorger og afsavn og om den lange skygge, som holocaust kaster.

En standup-komiker varmer sit publikum op. Der er noget desperat over den magre mand med de spjættende håndbevægelser og voldsomme udfald og en voksende spænding blandt publikum.

Det er, som om manden vil i slagsmål både med sig selv og publikum.

Et godt stykke hen på aftenen og en 50-60 sider fremme i romanen fornemmer publikum så, i en overgang mellem tiltagende irritation og nysgerrighed, at der under showets opgejlede stemning og standup-komikerens pumpende strøm af vittigheder skjuler sig en ulykke. Komikerens egen livshistorie, som også spejler en flig af et israelsk traume.

David Grossmans roman er en art kammerspil, intimt og stiliseret.

Her er kun den sprælske og ikke helt ufarlige komiker på scenen, nede i salen et broget, navnløst publikum og to andre vigtige figurer. Dels hans barndomsven, en pensioneret dommer, som komikeren indtrængende har bedt være til stede denne aften.

Dels en kvinde af beskeden vækst, enfoldig, der ligesom dommeren har kendt komikeren som barn og som han er en art karaktervidne.

De to følger hans klovnerier og vulgære spektakel, der dækker over hans livs tragedie og fremstiller ham selv som et uelskeligt monster. Den ene reserveret, iagttagende, med den opgave at afsige dom over barndomsvennen.

Den anden rystet, men som en mor (eller ammen i Odysseen) den ulykkelige evigt tro.

Klovnerolle og tung arv og kernen i fortællingen, smertepunktet, som komikerens lange monolog efterhånden skyder sig ind på? Den handler om komikerens forældre, en temperamentsfuld og voldelig far, en mor, en holocaustoverlevende, som er gået gennem tilværelsen som en mekanisk dukke, stiv indeni og udenpå, ironisk nok beskæftiget med at sortere patroner på en våbenfabrik, men aldrig i nærheden af at affyre en. I det spil af tavshed og fortrængning (det eneste, der røber moren, er sporene af et selvmordsforsøg, hendes »pulsårebroderi«, udvikler hovedpersonen sin klovnerolle. Dens kosteligste og mest prægnante udtryk: Når han fulgte moren til og fra bussen gående på hænder, så han afledte hendes opmærksomhed fra hendes egne tanker og andres opmærksomhed fra hendes formørkede og sky skikkelse.

Præcis hvor langt den historie om en dyb kløft mellem det jødiske folkedrab og efterkommernes fortrængningsmekanismer og senfølger skal læses som en israelsk historie, er svært at afgøre. Men at temaet rækker vidt og når helt op i den politiske nutid, antydes mange steder.

Rundt omkring i standup-komikerens katalog af politiske vittigheder, men stærkest gennem den rolle, et militært lejrophold - Gadna - spiller i romanens lange opbygning til den endelige tragedie (som jeg ikke skal røbe).

Et af de seneste Grossman-udspil på dansk var romanen At falde ud af tiden om et forældrepars tab af deres søn og forsøg på at skabe en forbindelse tilbage til den døde. I romanen her er en noget lignende bestræbelse på spil; at komme tilbage, vinde indsigt og forsøge at redde noget, som er gået tabt.

Det er en famlende aktion, meget sker først sent, en del er kun halvt oplyst. Selv ved romanens slutning kender vi kun en flig af komikerens liv i den lange skygge af hans forældre og for så vidt omfanget af hans ulykke.

For nogle læsere vil Grossmans dramaturgi, tildækningen og den evindelige udsættelse, være en prøvelse.

Ligesom for publikum i salen, der enkeltvis og i små grupper siver (de venter ganske vist utålmodigt på vittighederne, læseren venter på mandens livshistorie), indtil kun en lille flok sidder tilbage. For andre, for den lille kreds, vil den skærpe spændingen, og den næsten tyste slutning høres som et brag.

Thomas Thurah, Information, 3.september 2016