Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Jihad og døden » Pressen skrev » Anmeldelser i fuld længde

Anmeldelser i fuld længde

Nihilisterne

Vi kender efterhånden ganske mange vestlige jihadiers livshistorie i detaljen, men vi diskuterer fortsat årsagerne til, at de melder sig under al-Qaedas eller Islamisk Stats sorte flag.

Olivier Roys bog Jihad og døden er et bud på en forklaring. Den rummer en lang række indsigtsfulde pointer, som gør læseren klogere på hele problemkomplekset. Samtidig er bogen et bidrag til diskussionen, idet forfatteren tilbageviser centrale elementer i de forklaringer, som Frankrigs to andre mest kendte islamforskere, Gilles Kepel og François Burgat, tidligere har fremsat.

Bogen bygger til dels på et studie af omtrent 100 yngre franskmænds livshistorier. Alle har de i perioden 1994-2016 enten været involveret i at udføre terroraktioner i Frankrig eller er rejst ud for at deltage i den globale jihad. Det mest påfaldende fællestræk for de franske jihadier er, at de, med Olivier Roys udtryk, er »born again muslimer« eller konvertitter (25 procent). De er i en voksen alder i løbet af forholdsvis kort tid blevet meget religiøse, men har indtil da ikke været synderligt optaget af religion, snarere tværtimod. De fleste af dem skrider så til handling i månederne umiddelbart efter deres »vækkelse«.

Der er ikke belæg for, at de generelt skulle være sindslidende, ej heller for at de skulle være særligt dårligt uddannede, særligt dårligt socialt stillede og integreret eller for, at de skulle udgøre et entydigt storbyfænomen.

Til gengæld er der en tydelig kontinuitet i hele perioden, både hvad angår strategien og personkredsene: I hver gruppe er der én eller flere, der kender nogen i en ældre gruppe. Samtidig er grundstrukturen i alle grupperne den samme: Det er en venneflok, som kan kende hinanden fra skolen eller nabolaget, fra en sportsklub, fra fængslet, fra en træningslejr i Yemen, eller via en karismatisk person, der har samlet dem omkring sig. Der er også forholdsvis mange søskende i grupperne. For eksempel var der fem brødrepar i den gruppe, der udførte angrebet mod koncertstedet Bataclan i Paris i 2015.

Gennemgående har jihadierne i årene inden deres »vækkelse« dyrket en voldskultur med computerspil, amerikanske voldsfilm, rapmusik med drabelige tekster og kampsport. Omtrent halvdelen har fået domme for diverse småkriminalitet, herunder forholdsvis mange domme for spritkørsel.

Olivier Roy er blevet kritiseret for at underkende islams rolle eller ligefrem at frikende islam i sine analyser. I bogen understreger han, at der ikke er nogen tvivl om, at de franske jihadier er oprigtigt troende, og at de henholder sig til islam, når de skal retfærdiggøre
deres handlinger. For Roy er det så spørgsmålet, hvilken form for islam man taler om.

Nogle af jihadiernes »vækkelse« kommer i forbindelse med et fængselsophold, hvor andre indsatte prædiker en forsimplet form for salafisme. Ellers kommer »vækkelsen« gennemgående efter forholdsvist overfladiske selvstudier på nettet, hvor de læser propagandatekster på fransk, idet de færreste kan læse arabisk. Moskeerne spiller en nærmest ubetydelig rolle.

Derfor tager Gilles Kepel fejl, mener Roy, når han insisterer på, at man skal analysere den globale jihads ideologers arabiske originaltekster, idet årsagen til de franske jihadisters handlinger skulle være at finde her. Tekster og prædikener er en del af forklaringen, men ikke hele forklaringen, mener Roy. Hans hovedpointe er, at jihadierne allerede var radikaliseret, rede til at begå voldelige handlinger og gå i døden, inden de blev »vakt« som jihadister. De var oprørere uden nogen sag, men så valgte de jihadismen. Og hvorfor det?

Ifølge deres egne ord på de sociale medier går de først og fremmest op i at dele og dyrke en vrede over alle de uhyrligheder, som de vestlige lande efter deres mening begår mod »muslimerne«. I næste åndedrag poserer de så som den heltemodige hævner, der lader vesterlændingene smage deres egen medicin. Og så går de op i at dø og komme i paradis. Især i deres sidste beskeder til deres mødre går det igen, at de nu søger martyrdøden, og at de tror på, at martyrens synder automatisk bliver tilgivet, samt at martyren får en særlig ophøjet plads i paradis i nærheden af Profeten og kan gå i forbøn for sine familiemedlemmer, så de også kommer i paradis.
Denne forbøn er nødvendig, fordi fædre og mødre »har glemt islam«. Ifølge jihadismen er jihad nemlig en troshandling og en pligt for hver enkelt troende, idet jihad påstås at være en slags sjette søjle i islam. Lige her er der tale om et markant brud med den etablerede, islamiske tradition for, at jihad er et kollektivt foretagende og kun kan erklæres på visse betingelser og af anerkendte, statslige, religiøse autoriteter. Dette brud indtraf i forbindelse med staten Israels oprettelse i 1948, hvor militante muslimer begyndte at hævde, at de havde ret til at føre jihad.

Islamisk Stats ideologer har så oven i jihad lagt apokalypsen: Jihadierne er overbeviste om, at de sidste tider er nært forestående. Men netop fordi jihadierne taler i islams navn, har muslimerne en pligt til at hæve deres røst og sige fra, understreger Roy undervejs. Tilbage står spørgsmålet: Hvorfor vælger unge franskmænd at dø her og nu for at komme i paradis? Fordi de som muslimer er uvidende og til fals for ideen om den eneste »rene tro«, eftersom islam i Frankrig ikke har en historisk-kulturel, samfundsmæssig forankring, anfører Roy, idet han bruger begrebet »déculturation« (når der kun ganske sjældent er tyrkisk-tyske jihadier, skyldes det, at det tyrkisk-tyske samfund har fastholdt både sprog og socioreligiøs praksis for de to første generationer). Og så fordi de er nihilister: De ønsker at dø og vælger at dø i jihadismens navn.

Pernille Bramming, Weekendavisen, 27. oktober 2017