Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Er Europa kristent? » Pressen skrev » Islam-analytikers intetsigende betragtninger

Islam-analytikers intetsigende betragtninger

Det er svært at få øje på, hvad Olivier Roy vil med ny bog ud over at advare mod populisme.

Kristian Østergaard, Kristeligt Dagblad, 4. maj 2019 (2 ud af 6 stjerner)

Olivier Roy er kendt som analytiker af islam, men sin seneste bog har han betitlet ”Er Europa kristent?" for at angive, at det selvfølgelige er ved at være mindre selvfølgeligt.

Islam indgår dog i bogen, idet forfatteren først og fremmest ønsker at advare kirken mod at tilpasse sig de indvandringskritiske partier, for hvem kristendommen har en tillokkende slagskraft og brugbarhed.

Højrefløjens støtte til kristendommen kan i Roys øjne lamme kirken og vingeskyde den teologiske refleksion. Ja, mere endnu: Højrefløjspopulismen føjer spot til skade, for så vidt som den opstadser og camouflerer et faktisk modsætningsforhold:

"Viljen til at fremme en kristen identitet for at dæmme op for islam sideløbende fører til, at man forstærker sekulariseringen af kristendommen. De sekulære er med til at nedbryde båndet mellem Europa og kristendommen, hvilket forklarer, at de er gået over til at blive identitære. Men det er meget mærkeligt at se de troende kristne intellektuelle klamre sig til en identitær kristendom, som tager den åndelighed ud af den, som de påstår at have genfundet i deres indre."

Når Roy skriver om kirke og kristendom, slår han både flikflak og herresving mellem alle mulige teologiske positioner, og man savner i den grad den stramme, koncentrerede analyse. Katolicismen fylder meget i forskellige afskygninger, men når det passer i Roys kram, inddrager han også protestantismen. I tilgift blander Roy hele tiden sine egne meninger ind i en fremstilling, der skal præsentere, forklare og udlægge kristendommens status på det europæiske kontinent anno 2019.

Det er Roys interesse at styre fra det kvantitative ind i det kvalitative - eller med andre ord: at bevæge sig fra statistik og frem til politiske anbefalinger. Lidt nedladende, lidt overbærende, men venligt og autoritativt advarer Roy læseren mod, at ”man træffer kortsigtede politiske valg, som støtter populistiske bevægelser, som har en global vision for samfundet, som er meget anderledes end kirkens vision".

Her kommer vi til problemet. Hvad er kirkens vision ifølge Roy? Som læser får man ingen ordentlig og sammenhængende forklaring herpå. På side 145 citerer han i en fodnote en syrisk biskop for ordene: ”Vi er ikke lovgivere, vi bør være profeter." Og på side 187 skriver Roy: ”Hvis Europa igen skal blive kristent, har det brug for profeter, ikke for lovgivere."

Roy stiller gerne andre ransagende spørgsmål, men selv redegør han ikke for de ”profeter", han appellerende påberåber sig. Hvem er de? Hvad står de for?

Det er også ejendommeligt, at han kræver kristendommen til regnskab for en fremskridtsfjendtlig tendens, den skydes i skoene. Er Roy klar over, at digteren John Milton lancerede de banebrydende tanker om tolerance og trykkefrihed på baggrund af kristendommen længe før oplysningstiden?.