Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Er Europa kristent? » Pressen skrev » Er Europa kristent?
Er Europa kristent?
Europa består af bevægelser, der fjerner sig fra hinanden, og den katolske kirke har medvirket dertil ved at bure sig inde i en osteklokke og udelukkende fokusere på familieetik og retten til liv. Kristendommen som norm- og idegrundlag for Europa kan ikke længere spores i en tid, hvor kulturkristendom er blevet identitetspolitik. Sådan lyder analysen fra den franske professor Olivier Roy, der dog ifølge anmelder Peter Skov-Jakobsen kunne beriges af et større kendskab til nordeuropæiske forhold.
Peter Skov-
Olivier Roy er Frankrigs store kender af islam og har i årtier fortolket på islams udvikling. En bog med titlen Er Europa kristent? er derfor en overraskelse.
Det er en spændende bog. Den fortjener stor opmærksomhed. Debatten kunne godt tage et udgangspunkt i dette lille værk, og vi kunne alle blive klogere. Og det er en fransk bog.
Den er i særdeleshed optaget af franske religiøse og sekulære fænomener; men den store franske tradition for sekularitet er nu et alment fænomen i Europa.
Roy gennemgår i al hast Europas religiøse historie fra Middelalderen og indtil i dag. Det bliver gjort i store træk, og selv om penslen er bred, giver det mening. Meget hurtigt vender Roy sig mod den katolske kirke for at fortolke forholdene i dette kirkesamfund.
Han viser, hvordan den katolske kirke aldrig rigtig er kommet ind på livet af det demokratiske, det liberale, det socialdemokratiske samfund.
Fra de borgerlige og socialistiske revolutioners tid i det 19. årh. har den romersk-
I særdeleshed bliver bogen interessant, når vi når hen til beskrivelsen af nutiden. Nu er islam igen en væsentlig virkelighed i Europa. Det er både en gammel og en ny religion i Europa. I nogle egne har islam været tilstede tidligere, men nu er religionen til stede i lande, som ikke tidligere har stiftet bekendtskab med den religion, og det afstedkommer nye diskussioner; men pudsigt nok ikke så meget mellem de religiøse institutioner.
Der sker noget helt andet. Religionerne bliver alle til hobe problematiseret af sekulariteten, af den store verdslighed, som i mellemtiden er blevet markant i kulturen og i politikken. Det bliver lige pludselig klart, at grundlaget for vores normer ikke er blevet overvejet i mange år. Vi har i årtier levet på en kultur, en arv, men vi forstår den ikke som en fortsættelse af en kristen indflydelse.
Den katolske kirke har placeret sig på sidelinjen
Den katolske kirke har siden Andet Vatikanerkoncil på mange måder været særligt optaget af diskussionen med sekulariteten. Det var ikke så meget andre religioner, der var modstanderen, men den almene kultur i Europa. Paverne har på det sidste haft en idé om, at der var noget, der ikke stod til forhandling. Det var retten til liv og familieetikken. Grundholdningen var en abortmodstand, en eutanasimodstand, en modstand mod homoseksuelle ægteskaber og man problematiserede kvinders rettigheder.
I de diskussioner hejste man især flaget.
De øvrige kulturelle og politiske fænomener: krig, flygtningestrømme, økonomisk ulighed, demokrati viede man ikke samme bevågenhed.
Roy viser, hvordan den romersk-
I parentes bemærket ved Roy godt, at der tænkes anderledes i protestantiske miljøer; og det er i denne sammenhæng, at man som nordeuropæisk protestant godt kunne tænke sig, at den franske intellektuelle kendte vores situation bedre. Han synes nemlig ikke helt at forstå, at der måske er en åben kulturprotestantisme, som nyder en indflydelse i samfundenes liv, fordi man ikke er gået ind under osteklokken.
Kristendommen som identitetsmarkør
Roy antyder hele bogen igennem, at vi er på jagt efter et sikrere grundlag for at skabe normativitet i vores samfund. Den konservative religiøsitet, som ikke forstår og ikke sætter pris på sekulariteten lukker sig inde og spærrer sig ude fra mange diskussioner.
Den bliver også regelret misforstået af en grassat sekularitet, der ikke tåler religion i nærheden af sig. Den vil ikke have religiøse tegn i de offentlige rum. Til tider bliver den helt vild og ser religiøse tegn alle steder og på alle måder: badedragter, tørklæder, præster i kjole i det offentlige, religiøse processioner – alt er et problem.
Her kommer så Roys skepsis mod kulturen ind. Det skyldes ganske enkelt, at alt det religiøse bliver gjort kulturelt, bliver identitært, og får lov til at stivne i en kulturel form. Altså krucifikset er ikke et religiøst tegn, men et kulturelt tegn. På samme måde er det med julekrybben. Det interessante er, at disse tegn skal være tilstede i bestemte sammenhænge.
De skaber identitet, siger store dele af de populistiske bevægelser, men det er folklore, teater og underholdning. Det identitære menneske frabeder sig nemlig på det bestemteste, at religionen skal stille spørgsmålstegn ved det daglige liv, og skal hverken belære om, hvad næstekærlighed handler om eller tale om etik i det hele taget.
Resocialisering af normstrukturen?
Bogen er spændende, fordi Roy er en god analytiker af kirkernes beredvillighed til at gå ind under osteklokken og kun interessere sig for det religiøse (i en tidligere bog: Den hellige enfold, behandler han dette fænomen i særlig grad).
Hans kritik af sekulariteten er meget tankevækkende.
Den kulturelle og politiske uvidenhed om religion beskrives massivt i bogen og må vække en eftertanke hos den verdslige, som har en idé om åndsfrihed. Så er der de identitære, som efterligner kristendom og hævder den som kultur uden religiøsitet og nærmest gør nar ad nadvermåltidet, når de inviterer til pølser og rødvin på torvene. Nærmest kun for at provokere jøder og muslimer.
Roy lader ikke sin læser være i tvivl. Hvis vi tør vende tilbage til erindringen om det kristne og kobler det til de liberale europæiske (oplysningstidens) traditioner, kan vi skabe et fundament, resocialisere normsystemerne og indskrive dem i samfundet igen.
Det bliver lige pludselig klart, at grundlaget for vores normer ikke er blevet overvejet i mange år. Vi har i årtier levet på en kultur, en arv, men vi forstår den ikke som en fortsættelse af en kristen indflydelse.