Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Er Europa kristent? » Pressen skrev » Er Europa stadig kristent?

Er Europa stadig kristent?

Hvilken plads har kristendommen og religionen på det stærkt sekulariserede europæiske kontinent? Den franske religionssociolog Olivier Roy gør i en ny bog status over et Europa, hvor den stærke religiøsitet hos mange muslimske indvandrere skaber bekymring for værdisammenstød og populistiske bevægelser forsøger at kapre den kristne arv.

Niels Ivar Larsen, Information, 31. maj 2019

Er Europa stadig et kristent kontinent? Det kan diskuteres, og det gør den fremtrædende franske religionssociolog Olivier Roy i sin nye og netop på dansk udkomne bog, Er Europa kristent?

Olivier Roy kender vi bedst som islamforsker. Han har primært skabt sig ry som akademiker og offentlig intellektuel ved sine skarpe analyser af vor tids islamiske bevægelser, formuleret i ofte overrumplende originale og omdiskuterede teser.

I et af hans hovedværker, Skakmatfra 1992, forudså Roy, at islamismens projekt om at samle det muslimske verdensfællesskab om én politisk vision, der kunne blive en ideologiske tredje vej mellem socialisme og liberale demokratier, ville ende i nederlag under vægten af den muslimske verdens indre modsigelser.

Og for et par år siden hævdede han i et kontroversielt essay, at vi misforstår islamistisk eller jihadistisk terrorisme, hvis vi vil opspore voldens rødder i religionen islams teologi. Jihadisme er blot den for tiden foretrukne ideologiske ramme for voldsfascinerede nihilister.

Når Roy i sin nye bog spørger, hvad der resterer af ’kristen identitet’ i Europa, og hvilken rolle kristendommen fortsat kan spille, gør han det også i høj grad på baggrund af islams stigende tilstedeværelse i Europa og de værdikonflikter, der hævdes at vokse ud af sameksistensen med kontinentets voksende antal af muslimske indvandrere.

– Dit udgangspunkt er den påstand, vi kender så godt fra indvandringsdebatten og fra de såkaldte islamkritikere, om at islam ’ikke er kompatibel’ med europæiske værdier?

»Netop, og for mig kalder den påstand på et modspørgsmål: Hvad er det mere præcist, vi vil stille i modsætning til islam, når vi hævder, at islam ikke er kompatibel? Analyserer vi den islamkritiske diskurs, støder vi på to store registre: For det første den progressive værdikanon, som vi fik med 1960’ernes kulturrevolution, og som overalt ville bane vej for større frisind, kønsligestilling, rettigheder for homoseksuelle, ret til blasfemi og total ytringsfrihed, sekularisme, seksuel frihed, hedonisme osv. Men det andet store register er den kristne identitet, og her bliver det mere indviklet, for hvordan skal vi i dag forstå det, når der tales om kristen identitet?«

– Vil man få forskellige svar, alt efter om man spørger en katolik eller en protestant?

»Vil vi have et klart svar, bliver vi nødt til at spørge den katolske kirke, og her vil budskabet være, at der ikke findes nogen kristen identitet foruden kristne værdier. Uanset hvilken af de sidste mange paver, vi spørger, Johannes Paul II, Benedikt XVI eller pave Frans i dag, vil de sige, at kristen er man, hvis man lever efter kristne værdier. Og hvad er så kristne værdier? Det er i vidt omfang værdier, der står i modstrid og i åben kollision med 1960’ernes liberale værdier. Og det i en så høj grad at man kan sige, at der har åbnet sig et skisma mellem Romerkirken og Europas dominerende liberale kultur. I det skelsættende år 1968 udsender pave Paul VI således en encyklika, Menneskelivet, hvor han definerer en ekstremt restriktiv seksualmoral.«

Modsat den katolske kirke satser protestantismen i sine lutheranske og anglikanske varianter derimod altovervejende på at tilpasse sig den liberale værdikanon, pointerer Roy. Der sker en »selvsekulariserende værditilegnelse«, hvor de protestantiske kirkesamfund så at sige omdøber mange af de liberale værdier til at være kristne.

»Der er undtagelser, men de fleste protestantiske trossamfund har i dag ikke bare accepteret ægteskaber mellem to personer af samme køn. De giver dem også en kristen velsignelse. Protestantismen indoptager altså det nye frisinds tidsånd, mens katolicismen forkaster denne – det kan vi f.eks. se i den liste over såkaldte ikkenegotiable principper, som pave Benedikt XVI i 2002 forelagde for Europa-Parlamentet: forbud mod abort og kunstig befrugtning, forbud mod homoseksuelle ægteskaber, fastholdelse af en konservativ og traditionsbunden definition på familiebegrebet osv.«

Romerkirken har imidlertid også en mere »progressiv« side, understreger Roy.

»Den katolske kirke insisterer også på værdier som gæstfrihed, barmhjertighed og næstekærlighed. Man skal tage imod indvandrere og flygtninge med åbne arme, vi skal elske dem som vores næste. Dette står i modsætning til de indvandringsskeptiske højrepopulister, som forsvarer 1960’ernes liberale værdier og hævder også at ville forsvare Europas kristne identitet, men ikke vil tage på sig også at forsvare dens næstekærlighed og gæstfrihed.«

– Antyder du ligefrem, at katolsk kristendom og islam er værdikompatible, fordi de begge vender sig imod de liberale værdier?

»Jeg ser i al fald værdiforestillinger, hvor islam og Romerkirken ligger på linje. I forhold til spørgsmål som ytringsfrihed, blasfemi, ligestilling og LGBTQ-anerkendelse er troende katolikker i sidste ende tæt på troende muslimer. Det var militante katolikker og ikke muslimer, der gik på gaden i Frankrig for at protestere imod legalisering af homoægteskaber. Det giver altså ikke så megen mening at ville forsvare en kristen identitet og samtidig så eklatant ignorere konflikten mellem kristne værdier og europæiske liberale værdier? Det er det store paradoks i populisternes besyngelse af kristen identitet: at de forsvarer en kristen identitet, som er imod kirkens værdier. Men det dur jo ikke. Hvis vi har en krise i forhold til islam, er forklaringen for mig at se ikke så meget, at islam drager de europæiske værdier i tvivl. Det er snarere, at europæerne ikke selv er afklarede med hensyn til, hvilke værdier de vil forsvare over for islam. Jeg tænker, at hvis Europa stadig var dybt og gennemgribende præget af kristne værdier, ville vi i langt mindre grad have problemer med at integrere muslimer som religiøs minoritet, ganske som det i sin tid skete med den jødiske minoritet.«

Det er slet ikke muligt at undervurdere kristendommens betydning for det fælleseuropæiske, betoner Roy og kaster et historisk blik tilbage Middelalderens tidlige enhedskirke:

»Nogle islamkritikere er optaget af folkevandringstiden og af, hvordan den fik Romerriget til at bryde sammen. De glemmer, at når kirken eksisterer i dag, er det, fordi kristendommen var blevet så stærk, at den lykkedes med at konvertere ’barbarerne’.

Romerkirken satte sig igennem som en overstatslig institution, fordi den omvendte barbarerne, og det gjorde den, fordi den havde besluttet sig for at være universel og ikke alene være knyttet til den græsklatinske kultur. Men de populister, der i dag vil kapre den kristne identitet, har ikke forstået den kristne universalitet.

Det har derimod de stærkt troende latinamerikanere og afrikanere, der nu i stigende grad tager til et afkristnet Europa som missionærer for at omvende et kontinent, der efter deres opfattelse er faldet tilbage i hedenskab. En tredjedel af de katolske præster i dag i Frankrig er afrikanske af oprindelse. Årligt er det kun 200 franskmænd, der præstevies.«

– En for mig overraskende tese i din bog er den, at sekulariseringen i Europa nok går tilbage til Oplysningstiden, men først får afgørende moment og først skaber et egentligt nybrud med 1960’ernes kulturelle revolution. Er det ikke at underkende oplysningsfilosofiens historiske rolle?

»Jeg hæfter mig ved, at alle Oplysningstidens tænkere fra Voltaire og frem jo forsvarede den traditionelle kristne moral. Blot var deres mål at give den et grundlag uden for troen. Men dens værdier var de samme som kirkens. ’Handl ikke imod andre, som du ikke ønsker, de skal handle mod dig’ – Kants kategoriske imperativ er fuldkommen kristent. Den tids kvindebillede, som vi i dag vil se som reaktionært, er også fuldkommen kristent. Selv om kristendommens transcendente guddommelige version glider væk i sekulariseringsprocessen, ser vi først et egentligt opbrud i værdierne i 1960’erne. Den store værdidebat i 1800-tallet handlede om noget i dag så ukontroversielt som skilsmisse, men det traditionelle familiesyn, synet på hierarkiet mellem kønnene, på utroskab osv. holdt sig intakt frem til 1960’erne. Et godt pejlemærke her er, hvornår homoseksualitet afpatologiseres og afkriminaliseres – i mange europæiske lande er det ikke mere end et par generationer siden.«

Roy opsummerer således: For Europas kristne er der to valgmuligheder. Enten det lutheranske valg, hvor man overtager den nye antropologi og omdøber den til kristen og altså velsigner homobryllupper og siger, at det, som tæller, er kærlighed, og at kærlighed kan godt være mellem to af samme køn.

»Men så har kirken ikke længere noget særligt at bidrage med. Det er muligt, at danskerne er begyndt at gå mere i kirke og i overvældende grad forbliver medlemmer af folkekirken, men det er kun, fordi kirken ikke lærer noget, der strider imod deres livsform. Den bliver derfor bare en slags sjæleligt eller sentimentalt supplement. Kristendommen bliver til en overfladisk og hos nationalpopulisterne endda til en tribalistisk identitet.«

Og så er der det katolske valg, som indebærer en afvisning af den liberale værdikanon. Men både protestanter og katolikker står i disse år over for et politisk valg, siger Roy. Skal de afvise eller skal de omfavne de stærke populistbevægelser, som stadig har fremdrift, uanset at det ikke blev til det store gennembrud ved europaparlamentsvalget. Spørgsmålet er, om den strategi, der har virket for USA’s evangelistiske kristne, som har fået stor ideologisk medvind ud af alliancen med den populistiske, men tilsyneladende helt ugudelige Trump, kan virke i Europa.

– En del populister er på charmeoffensiv over for kristendommen, må vi sige – f.eks. den katolske Steve Bannon, der symbolsk har indrettet en ny aktivistisk højretænketank i et kloster. Også den ekstremistiske bevægelse De Identitære har fat i kristent billedsprog, når de bruger begrebet ’reconquista’ om den fordrivelse af muslimer fra kontinentet, som de ser for sig …

»Jo, og nogle kristne grupperinger og biskopper overvejer at gå med. Der er skikkelser i kirken, som tilslutter sig denne strategi. Der findes f.eks. en alliance mellem det polske præsteskab og en række franske biskopper såsom biskop Fréjus, der har inviteret højrepopulistiske politikere som Marion Maréchal med i et kollokvium. Der er biskopper, som kalder indvandring og islam for et problem som f.eks. biskop Schönborn i Wien, der fastslår, at Østrig er kristen, og ikke kan åbne sine grænser. Men læg mærke til, at han og mange andre meget bestemt modsætter sig, at højrefløjen bruger korset i deres propaganda. Det samme siger monsignor Marx, ærkebiskop i München, der førte an i store kirkelige protester, da de bayerske delstatsmyndigheder ville opsætte et kors på alle offentlige bygninger. Korset må ikke blive et kulturelt eller politisk symbol, det skal være et symbol på Kristi opstandelse.«

Kirkens splittelse over for populisterne er ikke delt efter en højre-venstre-skala, pointerer Roy.

»Italiens Salvini har ikke fået held med at indynde sig hos Italiens katolske biskopper. Selv italienske katolikker, der er dybt konservative på det katolske plan, kan således være aktive i de støttenetværk, som kirken har etableret for flygtninge og migranter. Ikke som politisk aktivisme, men som en religiøs. Det fundamentale spørgsmål for kirken er, hvad der kommer først: tro eller identitet. Bliver svaret identitet, fordi vi vil imødekomme populisterne, risikerer kristendommen at miste sin sjæl.«