Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Maries rejse. En illustreret gave fra digteren » Pressen skrev » Hvad er det, min Marie

Hvad er det, min Marie

Bettina Heltberg, Politiken, 8. september 2019

Da jeg var barn, var billeder en selvfølgelighed.

De bedste af slagsen lå gemt i pakker – der var f. eks. lille og store Marie i Marie-kikserullerne. Man spiste mange kiks for at få en ny tvilling, var der efterhånden ikke også kjoler til dukkerne? Jeg husker endnu den flade smagsløse kiks, som man spiste i en fart for at fremskynde nye indkøb.

Men der var jo også album. Jeg kan bedst huske ”Mickey og bønnestagen”, en dejlig lang historie, hvor billederne skulle klæbes ind, og hvor man altid manglede nogle centrale. Så måtte man bytte! Tre af de almindelige for et af de sjældne.

Men der var også Walt Disneys ”Askepot”, mange af de små billeder husker jeg endnu, og engang så jeg et gammelt album på Tisvildeleje-loppemarkedet og fik det aldrig købt, jeg vendte mig om, og så var det borte. Men det havde jo heller ikke været mit.

Hele billedrevolutionen og billedfascinationen tog til i anden halvdel af det 19. århundrede, da serigrafi og xylografien og reproduktion og ny trykketeknik sendte billeder ud over danskerne i uanede mængder.

Selv om man ikke havde været i Afrika nogensinde, kunne man se det på billedet. Og konger og hertuger og vilde søslag. Så fik vi billedbøger.

En af dem er ”Maries rejse”, H.C. Andersens unikke billedbog til den knap 3-årige Marie Henriques (født juni 1866).

Det er Kristian Hvidt, som for ganske nylig fyldte 90, der nu har udgivet billedbogen for første gang. Den er udkommet i august på forlaget Vandkunsten. Kristian Hvidt er selv (sted) barnebarn af Marie, som døde i 1944 – hun adopterede nemlig sin afdøde søsters barn, og denne pige blev mor til Kristian Hvidt. Ikke at det betyder noget for hans indsats, men sjovt er det da at tænke på.

Da H.C. Andersens gamle ven og nestor Jonas Collin var død i 1861, blev forholdet til Collin’erne lidt køligere, måske mere formelt, og H.C. Andersen søgte supplerende græsgange.

Han fandt et nyt hjem hos vekselerer Martin Henriques og hans kone, Therese. Om sommeren boede de på Petershøi i Klampenborg, hvor der var hyggeligt, men sengen (H.C.s gæsteseng) var – det kommer ikke som en overraskelse – ikke rigtig komfortabel. Så han frekventerede også Rolighed, hvor Martin Henriques’ søster Dorothea Melchior boede med mand og børn. (Jeg har tidligere skrevet om hende, hun er en af mine yndlinge, en vidunderlig kvinde; det var jo også hende, der så smukt kom til at lukke H.C. Andersens øjne i august 1875 – æret være hendes minde).

MEN HER skal det handle om Henriquesfamilien. Datteren lille Marie kom som en slags efternøler, og hun bedårede alle med de store øjne og den kvikke replik. Også H.C. Andersen.

Han blev så betaget af den lille pige, at han besluttede at skrive en hel billedbog om en fiktiv rejse, den lille gjorde i selskab med sin barnepige Sidse.

Lille Marie var hans ”forlovede”. Han klippede og klistrede og skrev selv på hver side små kommentarer til begivenhederne – »Marie skænder på en lille dreng der hyler fordi han skal klippes – Marie har aldrig hylet«. Marie tager til Schweiz og hjembringer en alperose, men hun læser også Andersens eventyr. Det viser sig, at Marie også lider af tandpine, men den går over. Marie får fine visitkort, hun får en serenade, hun flyver med storken – det er et pragtgalleri af naive gamle, glemte illustrationer og billeder, som dengang kunne købes i ark, og fås. H.C.A. havde mange billeder, og fantasien stod aldrig stille. Det sidste billede er henrivende: »Marie kommer Hjem som yndig Rosenknop og finder Fader og Moder som store friske Roser«.

Måske kan De svagt huske en sag fra auktionsverdenen i 2017. Mirakuløst var billedbogen kommet frem efter 150 år i et pengeskab, og den blev solgt hos Bruun Rasmussen for 2,9 millioner kroner til en udlænding. Imidlertid greb Kulturværdiudvalget ind og nægtede eksporttilladelse. Nu findes dette unikke værk på H.C. Andersen-museet i Odense, hvor man med teknologisk snilde har gjort det muligt at vende bladene i den lille tykke bog.

MEN HØR, var H.C. Andersen for alvor forelsket i sin lille forlovede? Kan vi overhovedet sætte os ind i en 1800-tals romance? Gav lille Marie sit ubetingede tilsagn? Er der noget, der krymper sig i det moderne sind, hvor visse billeder deles og distribueres, og lovgivningen fordømmer og forfølger, og – pædofili – der var ordet jo ligeud! – pædofili anses for en alvorlig last...?

H.C. Andersen rejste jo meget, og fra Nice skriver han i december 1869 et kærestebrev til den lille pige:

»Jeg ved at Høedt nok vil være din kæreste, ja også Magnus, men at du har sagt, ’Anders er min kæreste!’ – det finder jeg så yndigt. Lille Marie, som gav mig kransen herude i de fremmede lande, kyssede jeg, men på panden, det er så høfligt. Dig kysser jeg på munden, ligesom fader og moder kysser dig. Når nu fader eller moder skriver til mig, skal du holde på pennen og så skriver den: ’Et kys fra lille Marie’«.

Den fiktive forlovelse varer ved – af og til optræder Marie også i hans dagbogsnotater. Han kyssed’ hende kun på hendes... mund. Det gjorde de gode venner i 1800-tallet.

DA MARIE blev 4-5 år, gik forlovelsen over styr.

Den gamle Marie Henriques har selv triumferende fortalt historien – muligvis til Kristian Hvidt selv.

De sidder alle ved bordet på Petershøj og spiser varme æbleskiver til dessert. Andersen tager en hel æbleskive ind i en mundfuld, men opdager, at den er brændende varm, og spytter ikke bare æbleskiven, men også sine forlorne tænder ud på tallerkenen. Der bliver pinlig tavshed. Kun lille Marie tør åbne munden og råber: »Du er et svin, Andersen!«.

Det kølnede forholdet. Fader og moder og barnepige Sidse var altid med som alibier. Og ingen ved, hvad H.C. Andersen gemte i hjertet.

Er dette outrageous? Ja, det er det da, i 1800-tallets kontekst.

Men nu siger vi med Grundtvig ”Hvad er det, min Marie?” og tænker de åh så forblommede, åh så mistænksomme tanker af vor egen tid.

Kristian Hvidt har udført et fremragende stykke arbejde.