Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Sjælemesse » Pressen skrev » Verden er af lava

Verden er af lava

Islandligt. Nye islandske digtsamlinger kløjes uophidsende i at have henholdsvis for lidt og for meget at sige.

Lars Bukdahl, Weekendavisen, 4. oktober 2019

Når nu Lindhardt og Ringhof, Danmarks andetstørste forlag, udgiver så deprimerende lidt poesi, ud over en samling sløv, bornholmsk snurrighed af Peter Poulsen hvert andet år, er det virkelig ærgerligt, at de ikke har set nogen vej udenom at bekoste en smuk, illustreret hardcover-oversættelse af islandske, prosabestsellende og –prisbelønnede Einar Már Guðmundssons nye digtsamling, Til rette vedkommende. For magen til unødvendigt og uinspireret værk er det svært at komme i tanke om (i skrivende stund NB – hvis jeg fik lidt tid, skulle det såmænd nok lykkes mig).

Temmelig ukonkret digtes der i indolent slowmotion om dit og dat, engle og fugle, vind og vejr, på den ene side og den anden side. Her er første del af første sekvens, og derfra bliver det kun luftigere, på den tunge måde:

»Tag himlen/og hæng den op i et vindue./Hvis Gud følger med er du heldig,/men bestemt ikke uheldig/hvis han begav sig et andet sted hen./Så kommer han bare senere.//Jeg forsøger at hive ordene ud af det øde,/ud af regnen og tågen/men udenfor bliver alle varmerekorder slået./Hvad konkurrerer man om?//Så vidt jeg har forstået/drejer det hele sig om lys./Det var her i begyndelsen og er her endnu./Men snart bliver det mørkt./Så lysner det over os.«

Det er værre end en sludder for en sladder, det er et snyderi af en snadren, linje 3-5 om Gud eller ej er provokerende udmudrende.

Det virker, som om Guðmundsson i en prosapause har tvunget sig selv til at levere en digtsamling på en fast, hård akkord, fem sider om dagen, sådan som Klaus Rifbjerg skrev sine svage såvel som stærke digtsamlinger, og så bare har været helt blank, sådan som også Rifbjerg var det i sine svage digtsamlinger, men bare kløet på alligevel. Paradokserne er udynamisk rent prydelige – den her optræder som et slags refræn: »klokken er et kvarter i begyndelsen/Klokken er et kvarter i slutningen« – og de idelige meta-besværgelser og læserhenvendelser kælent distræte. Sådan her slutter bogen vitterligt uden i det mindste at have bevæget sig på det sted, den ikke kommer ud af:

»Jeg ved ikke/hvor længe/jeg har siddet her/og talt med mig selv/og alle og ingen.//Forude rødt lys/på våd asfalt.//Klokken er kvarter i to/og natten er blå som en stjerne.///Flyv, hvisker vinden/hvisker fuglene,/flyv/ledsaget af musik/fra månen/og alle disse/blå kloder.//Flyv/mens vi sidder her/og taler med os selv/og alle og ingen.«

Gerður Kristný er en generation yngre end Guðmundsson, og ifølge bagsideteksten udgør hver sekvens i hendes digtsamling Sjælemesse, udgivet af det lille, sympatisk rådvilde forlag Vandkunsten og ligesom Guðmundssons bog fordansket af Erik Skyum-Nielsen, »en sten i et mindesmærke rejst over kvinder, der blev voldens og magtens ofre«.

Der er i de små, forknytte digte rigtignok mange glimt af onde kvindeskæbner, men det bliver hele tiden ved antydningerne: Hver gang læseren faktisk kommer på krogen, klippes linen over i samme nu. Det gør så heller ikke læsningen mindre frustrerende, at digtene formelt er så ujævne, for hvert skarpe fakta-fragment og gedigent fyndige billede er der fem gedulgt eller akavet vage brokker. Her er de første tre digte:

»Længe har jeg opholdt mig hos dig i stendyssen//højlagt som/en hund/med sin ejer///Hovedet/vendt sydøstligt//kroppen mod vinden///Inden for rækkevidde://Mejsel/fiskekrog/segl//Vi er lig«.

Og her de sidste tre:

»Tænderne/er blevet trukket ud/af vinteren///Et frosset lag sne/skorpe på en såret jord//den kommer sig/trods alt///Verden glemmer/mig//Drømme svækkes/for mig«.

Jeg er med på hunde-billedet og frostbilledet som aldeles udmærkede, men udmærkede billeder og udmærkede digte leverer udmærkede, danske digtere rigeligt af i forvejen, dem har vi altså ikke brug for at importere fra søsternationers blandede poetiske landhandler.