Forlaget September » Bøger alfabetisk » Da Nina vidste » Pressen skrev » Hun havde helvede indmejslet i sjælen
Hun havde helvede indmejslet i sjælen
David Grossman har begået en uhyggelig roman om arvelige traumer og tegner samtidig et uforglemmeligt kvindeportræt. Men gentagelser er der for mange af.
Bjørn Bredal, Politiken, 9. november 2019 (4 ud af 6 hjerter)
Vores traumer kan gå i arv, det ved børn og voksne. Fortælleren hos David Grossman ved det så voldsomt, at hun ønsker, hendes forældre aldrig havde mødt hinanden. Hvad der løber i familien, er helvede på jord, det er Goli Otok, øen, som var marskal Titos jugoslaviske Gulag.
Fortælleren er en israelsk kvinde ved navn Gili, og hendes bedstemor Vera sad interneret på Goli Otok i årene under Tito. Eller rettere, hun stod: I måneder måtte Vera stå på en høj klippe under den brændende sol og give skygge til en plante. Men Vera sprang ikke i døden, for hun er forbandet stærk, og det er en del af familiens forbandelse. Når barnebarnet Gili som 23-
Jødiske Vera kom til en kibbutz i Israel i de tidligste 1960’ere. Hendes mand, Milos, var død for egen hånd i fangelejren, men han lever i Vera som hendes livs kærlighed. Ved siden af sine traumer har hun også en gigantisk fortrængning: at Milos var stalinist og modstander af Tito. Hun endte selv i Titos helvede på grund af Milos.
Ikke incest, men så alligevel
Da Vera kommer til Israel og møder en ny mand, Tuvia, bliver Milos vilkåret for resten af deres liv. Veras fortrængningsfulde kærlighed til Milos brænder evigt. Desuden var Vera ”kommet til Israel med sin eneste datter, Nina, en pige på sytten, høj og lyshåret, hvis aflange, blege og meget smukke ansigt var næsten uden mimik”.
Denne datter bliver sammen med Rafael, Tuvias søn, mor til allerede nævnte Gili, bogens fortæller. Det er ikke incest, men så alligevel.
Hvor var Nina, mens Vera var fange på Goli Otok? Hun var alene og prisgivet en skæbne, intet barn bør have. Den manglende mimik i hendes smukke ansigt skjuler noget, som hindrer hende i at have normale menneskelige relationer. Hun er uhjælpeligt promiskuøs, og selv om hun føder datteren Gili, giver hun ikke Gili en mor eller Rafael en ægtefælle. Det kan hun ikke.
Alligevel vokser der en familie op omkring de tre generationer, Vera/Tuvia, Nina/Rafael og unge Gili med hendes kæreste Meir. Det er et stort, varmt og larmende jødisk cirkus med Vera som den fuldstændig formidable og altelskende direktør. Kan man leve her? Kan man overleve her?
En stor kvalitet ved bogen er dens greb over hele, lange menneskeliv. Og hele, lange familieliv. Noget viser sig i et sådant perspektiv, som ellers er skjult for det daglige blik.
Romanen bygger på en virkelig historie, historien om Eva Panic Nahir, som også andre har fortalt, navnlig Danilo Kis. ”Eva blev til et symbol på næsten overmenneskelig tapperhed, et symbol på et menneskes evne til at bevare humane idealer under de mest forfærdelige betingelser”, skriver David Grossman i et efterord:
”For mere end tyve år siden fortalte Eva mig sin livshistorie for første gang. Efterfølgende vendte hun tilbage til den og fortalte mig den igen og igen. Der udviklede sig et nært venskab mellem Eva og mig, det var umuligt ikke at holde af hende og ikke at være imponeret over hendes tapperhed og menneskelighed. Og somme tider var det svært ikke at blive bevæget over den grundlæggende og hermetiske stædighed, som hun besad”.
En rejse til mørkets indre
”Da Nina vidste” er lagt ind i en rammefortælling om, at fortælleren og hendes far optager en film om Vera og rejser tilbage til Balkan sammen med hende, da hun er 90 år gammel. Det bliver på én gang en rejse til mørkets indre og en rejse til det gamle, jødiske Europa, som definitivt er gået tabt. Det er også den del af rammefortællingen, at den unge fortæller, Gili, tidligere har arbejdet som script girl for sin filminstruktørfar, og at han har lært hende at skrive alt ned, også det tilsyneladende uvæsentlige. Denne scriptteknik bliver også romanens poetik, dens styrke og svaghed.
Det sidste, svagheden altså, er, at for meget kommer med, og for meget bliver sagt for mange gange. Når dette kombineres med, at man fra starten ved, at familiehistorien et sted fremme i romanen vil blive opsøgt, forklaret og perspektiveret med rejsen til helvedes inderste kreds på Goli Otok, så ved man fra starten lidt for meget og mangler som læser lidt af motivationen for at stå rædslerne igennem.
Det ændrer ikke ved, at forfatteren til mesterværker som ”Kvinde på flugt fra meddelelse”, ”En hest kommer ind på en bar” og ”At falde ud af tiden” har skrevet endnu en stor og eksistentielt omvæltende roman. ”Kvinde på flugt” var ikke mindst et uforglemmeligt kvindeportræt. Romanen om Vera, som har navn efter hendes forbandede og fortabte datter Nina, portrætterer endnu et uafrysteligt menneske.