Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Tractatus Philosophico-Poeticus » Pressen skrev » Signe og Ludwig

Signe og Ludwig

Filosofisk lyrik. Forfatteren Signe Gjessing leger alvorligt sjovt med Ludwig Wittgenstein – og med verden.

Mikkel Bruun Zangenberg, Weekendavisen, 15. november 2019

Filosofi burde man egentlig kun digte, skrev den ældre Wittgenstein engang. Her i Tractatus Philosophico-Poeticus – hvor titlen vedkendt, frækt og frejdigt hilser på Wittgensteins debutværk Tractatus Logico-Philosophicus (1921-22) – virker det, som om Signe Gjessing har lyttet til Wittgensteins kryptiske opfordring. Det indebærer, at vi ikke har at gøre med en poetik, altså en teori om digtekunsten, men derimod med en spejlvending af Wittgensteins fordring: Digtning burde man egentlig kun filosofere. Det sidste verbum, »filosofere«, er her på grænsen til at være grammatisk forkert – men der er noget smukt, sjovt og interessant ved Gjessings forsøg på at forløse fordringen og realisere verbet.

I sin Tractatus ønskede den unge Wittgenstein at drage klare grænser mellem meningsfulde udsagn om logiske sagsforhold og så hele resten af sprogbrugen, der bare er noget upræcist vrøvl, for eksempel når det gælder al snak om kærlighed, lyrik og religion. Wittgenstein dekreterede i sin sidste sætning: »Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie.«

Gjessing bryder gladelig forbuddet og tilføjer selvbevidst i sit forord, at hvor Wittgenstein var optaget af grænsen, supplerer hun med ekstasen – af det græske: at rykke noget et andet sted hen. Og så indskyder hun nonchalant, at Wittgenstein i øvrigt havde sin titel fra Spinozas Tractatus Theologico-Politicus (1677), sådan at vi får en ny kongerække: Spinoza-Wittgenstein-Gjessing. Et svimlende storhedsvanvid, som jeg kun kan falde pladask for.

Formelt var Wittgensteins traktat opbygget i serier af fortløbende tal og logisk progressive udsagn, fra 1, 1.1 til 1.2, 1.3 og så videre, og den form genoptager Gjessing naturligvis. »1 Verden ser sig for,/ opstår så, smuk.// 1.01 Her er verden.// 1.011 Virkeligheden/ smutter lige igen-/ nem her.«

Betoningen af det pegende »her« signalerer straks lyden af en stemme, Gjessings stemme. Det er en stemme, der et sted ligefrem eksploderer i et »jeg«: »7.011 Jeg er mere usikker/ på, hvordan alt skal/ forstås«. Wittgenstein brugte »man«, »vi«, endda nogle gange »min«, men aldrig (uden for sit forord) »jeg«.

Gjessings nummererede serie går fra 1 til 7.8. Og hvor hun i lighed med Wittgenstein bruger »verden« og »virkeligheden«, tilføjer hun det heideggerske »væren«, men ofte med et humoristisk tvist, for eksempel: »2.2 Nej, nej, væren/ forstyrrer slet ikke« – et tvist, der ligeledes, i en karakteristisk tilvirkning af Wittgenstein, benytter et udtrykkeligt hverdagsligt talesprog.

Og så får vi i tilgift både universet og mulige verdener: »3.10 Vi kalder med uni-/ versets sen-navn« – hvilket får læseren til at overveje muligheden af, at universet hedder Jørgensen, hvem ved? Og vi har de mulige verdener: »7.51 Verden er at bordet/ fanger for ideen om/ de uendeligt mange/ verdener« – her med endnu en hilsen til filosofihistorien, hvor blandt andre Leibniz i 1600-tallet baksede med ideen om, at Gud måtte have valgt netop vores verden ud fra en uendelig mængde af mulige verdener.

Indlejret i disse dejligt svimle og svimlende kolbøtter med abstrakte termer som verden, universet, væren og virkeligheden injicerer Gjessing nu også roser, kirsebærtræer, silke og Gud. Gjessing, der for nylig er konverteret til katolicismen, skriver: »5.411 Verdenerne har en/ masse ting til fælles,/ men de ting er bare/ Gud.« Dette »bare« er utrolig sjovt! Der er også roser og silke, for eksempel: »3.121111 Verdener er roser i/ børneudgave« og »6.1 Selv hvis man træk-/ ker al silke fra, er/ verden stadig den/ mest kosmiske«.

Men hvad betyder nu alt dette? Det vil der blive skrevet specialer om, spår jeg, men én måde at forstå Gjessings traktat på, er atter at sammenholde den med Wittgensteins ungdomsværk. I forordet lød det fra østrigeren: »Man kan næsten resumere hele bogens mening med disse ord: Hvad der overhovedet lader sig sige, lader sig sige klart; og det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie.« Wittgensteins ærinde var da at optegne og patruljere grænsen mellem inde og ude, mellem klare, logiske sætninger og vås, og han tilføjede: »Grænsen vil altså kun kunne drages i sproget, og hvad der ligger hinsides grænsen bliver simpelthen vrøvl.«

Gjessing tager udfordringen op og vender Wittgenstein 180 grader på hovedet. »Vrøvlet« er nemlig det, der giver vores liv betydning: kroppene, tingene og kærligheden. Det er præcis derfor, vi her får sætninger om kærlighed, silke, roser og Gud, alt det, vi ifølge den unge Wittgenstein måtte bandlyse fra den ubesmittede sprogfilosofi, og det er derfor, Gjessing må tilføje »ekstasen« til sin filosofisk-poetiske traktat. Denne sætning, for eksempel: »5.2211 Kærlighed skaber/ små medaljoner af/ universalitet« forsøger at komme med et eksakt udsagn om det, der hos Wittgenstein ville bortvises som rod og kaos. Gjessings udsagn har en helt egenartet filosofiskpoetisk strenghed, præcision og humor – her kan vi straks gå i gang med at overveje nøjagtigt, hvordan og hvorledes vi skal forholde os til de små medaljoner af universalitet, kærligheden skaber.

Det lyder vildt og sjovt, og det ER vildt og sjovt. Jeg er betaget og indtaget af denne Gjessing, der lykkes med at filosofere digtet.