Forlaget September » Bøger alfabetisk » Da Nina vidste » Pressen skrev » Efterskælv
Efterskælv
Yderligheder. David Grossmans sans for dramatiske livserfaringer er forfatterskabets drivkraft og force, men råber man altid højt, risikerer man at blive overhørt.
Johannes Baun, Weekendavisen 15. november 2019
Den ligger smukt ud for den kroatiske del af Adriaterhavskysten, den fire en halv kvadratkilometer store ø Goli Otok, der er både udgangs-
Det ændrede den jugoslaviske præsident Tito på, efter at han i 1948 var raget uklar med Stalin. Den lille golde plet egnede sig nemlig fortrinligt til genopdragelse af upatriotiske landsmænd, der var under mistanke for at vie sovjetlederen for megen opmærksomhed. Tvangsarbejde skulle adle tankerne hos de vildfarne. Tallene varierer voldsomt, men ifølge Grossman (der ligger i den høje ende) husede Titos lejre hen over årene 50.000 mennesker, og op til 5.000 døde alene på Goli Otok. En af de overlevende, Eva Panic Nahir, fortalte for mere end 20 år siden sin historie til den israelske forfatter, som siden fik frie hænder til sin romanversionering.
Af de overlevende havde en del været spærret inde før. »Fanger, som har været i Auschwitz og senere kom til Goli Otok, siger, at det er vanskeligere her. Dér stod det klart, hvem der var din fjende, og hvem du skulle vogte dig for. Her består metoden i at gøre alle til hinandens fjender. Så du ikke kan stole på nogen,« fortæller Vera, det 90-
Som ung var hun gift med Milos, og de to fik Nina, der blev forældreløs med ét slag: Da Milos blev taget af Titos sikkerhedstjeneste og døde i deres varetægt, røg Vera af sted til Goli Otok, og de følgende tre et halvt års adskillelse er aldrig blevet helet. Heller ikke, da mor og datter efter genforeningen ender i en israelsk kibbutz, hvor Vera gifter sig med Tuvia og får teenagepapsønnen Rafael. Selv da de to unge, Nina og Rafael, bliver forældre til Gili – bogens fortæller – fortsætter den familieinterne bekrigelse, og det er først, da Gili som 39-
Dét er så rammen om Da Nina vidste: en fælles rejse mod den eksplosion, hvis rystelser stadig piner og plager familiemedlemmerne, set gennem Gilis kamera. Hun har stået i mesterlære hos sin far, filminstruktøren Rafael, og iscenesættelsen er dobbelt – Grossman betragter far og datter, der forsøger at dokumentere, hvad der er sket, ved at betragte Nina og især Vera. Det er distanceret og klaustrofobisk på én gang, vanskeligt at leve sig ind i, fordi der hele tiden er mindst ét betragtende blik imellem, men også sært pågående.
Både i det vellykket intense hovedværk Kvinde på flugt fra meddelelse (2008) og i sin forrige roman, den mere anstrengte En hest kommer ind på en bar (2014), lagde Grossman på samme vis sine figurer i spændetrøje – første gang ved at lade en kvindes ønske om ikke at vide, hvad der er overgået hendes soldatersøn, være et stadig strammere greb om læserens hals, anden gang ved at henlægge en hel roman til en (alt for) lang aften med en tiltagende desperat standupkomiker. Det er i én forstand en meget kølig fortælleform at betragte deres forsøg på at gøre sig fri, men det er også så tydeligt en konstruktion, at det falder i øjnene, når de mange dialoger i Da Nina vidste afbrydes af, at kameraet skal indstilles, lyset justeres og så videre.
Samtidig larmer Grossmans bøger altid. Det river læseren med, men trætter også, når der tales med en sort-
Det samme kan siges om hele romanen. Grossman har absolut ingen berøringsangst over for det største og værste i menneskelivet, men hans manglende gehør for alt det med småt står i vejen, når han eftersætter den erfaring, der rystede Vera i en grad, så efterskælvene aldrig er hørt op.
David Grossman optræder på Bogforum 16/11.