Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Tractatus Philosophico-Poeticus » Pressen skrev » Gjessings forunderlige gåder er som at knække en hård nød

Gjessings forunderlige gåder er som at knække en hård nød

Det er vidunderligt og frygtløst, at Signe Gjessing genskriver Wittgensteins ungdomsværk som poesi. Men ’Tractatus Philosophico-Poeticus’ søger en eksemplarisk læser, og det er ikke alle.

Benedicte Gui de Thurah Huang, Politiken, 5. december 2019 (4 ud af 6 stjerner)

Da jeg anmeldte Signe Gjessings seneste bog, fortællingen ’Synet og vennen’, var jeg overrumplet af Gjessings evne til at skildre forhold mellem mennesker.

Gjessing skrev om en vennekreds, og det gjorde indtryk på mig, hvordan disse venner var bundet sammen, hvordan de, idet de mødte hinanden – også bare to og to – med ét var forbundet med alle på én gang. Og så var jeg bare glad for det blik, Gjessing anlagde på verden: at hun kunne sammenligne et hjem med en put and take-sø, og at hun var opmærksom på det mulige faktum, at enzymer i spyt kan gøre vaskemiddel bedre egnet til silkevask.

Ikke et øjeblik skænkede jeg det en tanke, at Gjessings bog kunne være en undersøgelse af de to erkendeformer oplysning og indlevelse. Siden har jeg dog læst mig til, at det er sådan, bogen er tænkt.

Da jeg modtog Gjessings nyeste bog, digtet ’Tractatus Philosophico-Poeticus’, som er en genskrivning af den østrigske filosof Ludwig Wittgensteins ungdomsværk ’Tractatus Logico-Philosophicus’, begyndte jeg at overveje, hvordan jeg burde nærme mig et forfatterskab som Gjessings. Og især tænkte jeg på, om det mon har en eksemplarisk læser, som muligvis bare ikke er mig.

Lad mig slå fast, at jeg synes, det er et ret forunderligt projekt, Gjessing har kastet sig ud i. Hvis Wittgenstein i ’Tractatus Logico-Philosophicus’ forsøgte at skrive logisk sande sætninger og dermed drage en grænse mellem det, som er sandt, og alt det, man ikke kan tale meningsfuldt om, så er Gjessing allerede hinsides denne grænse, for hun har, som hun skriver, »ekstasen som grund«.

Allerede fra første færd tager hun fat på at digte om hele universet, om »alt, der er«, så mangfoldigt og stort, at man ifølge Wittgenstein ikke burde kunne ytre noget om det, som ikke er nonsens.

Bristende dråber

Selv om Gjessing går den modsatte vej af Wittgenstein, så har hun dog overtaget hans form. Ligesom ham lader hun sine sætninger – eller digte – underordne sig hinanden i en form for tælletræ-system, hvor digtene svarer, kommenterer og følger hinanden i hælene.

Det er imidlertid ikke den logiske kausalitet, der afføder Gjessings udsagn, for de er ikke følgesætninger, men poesi. Jeg tænker på Gjessings digte som små enklaver af væske, dråber, der løber af sted, brister og giver næring til det næste korte digt, som så løber videre og giver næring til det næste igen. Og mange af Gjessings digte er virkelig gode. Jeg kan lide »5.4 Verdner tætner/ som en trækrone./ Her lever mit blod,/ silkelarven«, og jeg kan lide »3.7 Det hinsides går/ efter os og holder/ verden som et bru-/ deslør: Avantgarde«. Simpelthen fordi jeg synes, at de er smukke. Andre kan jeg lide, fordi de er morsomme og overraskende fundet på, som f.eks. »Vi kalder med uni-/ versets sennavn« eller »Universet er ensomt/ som en gaveidé: Til/ inspiration«.

Nej, Gjessings poesi er bestemt ikke kausallogik, alligevel mimer den filosofiens på en gang dunkle og nøjagtige sprog, for det er selve ideen med bogen at forene filosofi og poesi. Og det var nok også, hvad der i ugevis holdt mig på afstand af Gjessings digt. Længe gik jeg med følelsen af at skulle knække en hård nød, jeg overvejede, om ikke det faktisk var nødvendigt at læse Wittgensteins ’Tractatus’, før jeg overhovedet indlod mig med Gjessing. Jeg undlod. Alligevel tror jeg stadig, at en større skønhed vil åbne sig for den, der kender Wittgenstein og hele det system, som Gjessing balancerer og overskrider. Hvis jeg læser ’Tractatus Philosophico-Poeticus’ som et langdigt i egen ret, så synes jeg, at det mangler fylde, og at det mangler ord, som ikke er universelt poetiske, som roser, stjerner og silke er.

Jeg ser, at digtet løber fremad, på én gang stringent og drilsk, men jeg savner, at det går løs et sted, at digtet ikke bare brister, men udvider sig ekstatisk.