Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Maries rejse. En illustreret gave fra digteren » Pressen skrev » Med Marie og Sidse i Anders’ fodspor

Med Marie og Sidse i Anders’ fodspor

Historikeren Kristian Hvidt har udgivet sin stedbedstemors billedbog, Maries Rejse, som H.C. Andersen lavede til hende, da hun fyldte tre år.

Aage Jørgensen, Flensborg Avis, 7. december 2019

»Pen og Blækhus« kaldte H.C. Andersen et af sine eventyr, og med de redskaber nåede han som bekendt langt ud i verden og dybt ind i alle hjerter. Ambitionen var som også bekendt at skrive således for børnene, at de voksne kunne have glæde af at lytte med og fange en dybere mening. Selve tanken om at have børn kravlende rundt på sig, tiltalte ham ikke – i hvert fald tog han som gammel afstand fra et udkast til en statue, hvor August Saabye havde fremstillet ham således. Ikke desto mindre blev han ofte sat til at læse op for børnene i de familier, som optog ham i deres kreds og tog sig af ham.

Også saksen var ham et kært redskab, hvormed han skabte ofte store, komplicerede papirklip, f. eks. mens han gav et eventyr til bedste. Sikkert er ganske mange af disse arbejder gået tabt, men en del har dog overlevet ved at få indpas i de udklipsbøger, som han ved flere lejligheder sammen med f. eks. bedsteforældre udarbejdede.

Søde børn er ikke altid søde. H.C. Andersen skænkede i 1869, da hans lille kæreste Marie Henriques fyldte tre år, en billedbog, som af forskellige grunde først nu er kommet til offentlig kundskab. Efterskriften beretter, at hun senere, da digteren stak en brandvarm æbleskive i munden og spyttede den ud igen med samt sine forlorne tænder, frimodigt udbrød: »Du er et svin, Andersen!« Og det skulle være ganske vist, for billedbogens udgiver har hørt det af Maries egen mund. Hans mormor var hendes søster, og han var i konfirmationsalderen, da hun døde.

Om den voksne Marie Henriques får vi kun lidt at vide i udgaven – ærindet har været at præsentere billedbogen, ikke dens ejer. Det fremgår dog, at hun forblev ugift, men skabte sig en karriere som maler. Da jøderne flygtede til Sverige, var hun indlagt på den nordsjællandske kuranstalt Montebello, hvor hun døde, og hvorfra hun blev begravet på Mosaisk Vestre i Københavns Sydhavnskvarter, formentlig så diskret, at besættelsesmagten ikke opdagede det.

*

Hvad angår det materiale fra tidsskrifter, turistbrochurer, aviser osv., som er blevet anvendt i Maries Rejse, forestiller udgiveren Kristian Hvidt sig, at Andersen har haft adgang til »en gevaldig bunke«. Det har han nu ikke nødvendigvis. Tværtimod kan man ane, at han i hvert fald på nogle punkter har »sparet«. I bogen indgår f. eks. en del Vilhelm Pedersen-tegninger, som han vel har fundet frem af foreliggende korrekturmateriale. Desuden bringer billedbogen ti sekvenser med silhuetfigurer i livlig aktivitet (dans, slagsmål, madlavning, osv.), som formentlig stammer fra et købeark, ligesom nogle sider optages af friser med livsaldrene, som også må stamme fra et sådant ark. Fra Wilhelm Busch-tegneserien om Max og Moritz, som begyndte at udkomme i det tyske satiretidsskrift Fliegende Blätter i 1865, stammer nogle tegninger af serien »Lørdagsbadet«. De to drenge benævnes portnerbørn, ridderbørn, hotellets børn og Maries brødre, som det nu kan passe ind i sammenhængen. Andersen må også have disponeret over et købeark med bogstaver og tal, hvori der er indtegnet menneskefigurer.

*

Og sammenhængen er jo altså rejsen, der motiverer »en slags fortløbende historie«. Maries Rejse adskiller sig fra de (flottere) billedbøger, som Adolph Drewsen hjulpet af Andersen lavede til sine børnebørn, ved at være helt hans eget værk, og altså tilmed anlagt sådan, at Marie ledsaget af barnepigen Sidse farter rundt til europæiske steder, som digteren selv havde besøgt.

Turen går først mod Frankrig, hvis jernbanenet Marie kan studere på et kort (næppe specielt spændende for en treårig!), men Andersen havde jo været der under 1867-udstillingen (og har da også indklæbet omslagene til både den danske og den tyske udgave af udstillingseventyret »Dryaden«). Snart vil hun imidlertid til Rom, dog først mod Nordpolen, og så går det pludselig via Konstantinopel mod Japan, men da Marie hører om sygdom derovre, vender hun om, gør stop i Kassel, hvor hun må afvise en frier, fordi hun jo allerede er forlovet med Anders(en). Det franske kort suppleres her med et tysk. Marie smutter hjem for at komme i Musikforeningen, og herefter går der 15 sider uden anden stedsforankring, end at de er i udlandet. Da der igen nævnes en lokalitet, er det Webers Hotel ved Rhinfaldet, hvor Marie omgås maleren Wilhelm Kaulbach, der fortæller hende om Glucks ungdom, mens Marie fortæller ham om danske fænomener som Nissen og Ole Lukøje. Videre går turen med ballonerne fra Vilhelm Petersens illustration til »Om Aartusinder« til Paris. Her får Marie igen brug for et kort, for byen er »vildsom«. I det følgende er der tegninger relateret til Paris og til parlamentet i London, som »er i Bevægelse for Maries Skyld«. Derefter har hun en »Forelæserinde«, som vist keder hende, og som stikker af til Skagen for at studere stormvejr. Marie selv besøger Frederiksborg og vil så også til Gurre, hvor Sidse synger Andersens vise om, at der er skønnest i Danmark. Og så »flyver« de til Luzern og Lauterbrunnen og igen til Paris. Er det der hun hører foredrag af forfatteren Gutzkow? Senere går turen til Venedig og igen til Schweiz, hvor de tilsyneladende bliver, til Skotland kalder. Så er det over et langt stræk igen ikke til at afgøre, hvor de er, men pludselig vil Marie i hvert fald til Sicilien for at opleve Ætna i udbrud. På tilbageturen besøger hun Auerbachs Kælder i Leipzig – og opfordres til at komme hjem til et pyntet juletræ, altså ikke til den midsommertreårsdag, hvor hun i virkeligheden fik bogen i hænde.

Man vil forstå, at rejsens tynde tråd knap nok får bogen til at hænge sammen. Bevægelsen sker både i tidsspring og geografisk vilkårligt. Rejsefiktionen er snarest et påskud, hvor billederne har fået lov til at tegne sporet. Kristian Hvidt kalder den da også »en overillustreret fortælling«. At den er »rettet mere til barnet end til de voksne«, forekommer diskutabelt, ikke blot på grund af kortene over de franske og tyske jernbanenet!

*

Efterskriften fortæller indledningsvis om billedbogens tilblivelse. Bl.a. nævnes, hvordan Andersen året i forvejen realiserede en idé, han længe havde tumlet med: at lade en ældre mand fortælle en flok børn om Københavns historie ud fra en af ham selv komponeret billedbog, »Gudfaders Billedbog«, altså, med illustrationer af Lorenz Frølich.

Før efterskriften når frem til Marie, omtales en forskydning i den Andersen’ske omgangskreds efter Jonas Collins død i 1861. Tonen blev køligere, følte han, måske lidt mere andegårdsagtig. I denne situation henvendte den jødiske familie Therese og Martin Henriques sig – med balletmester August Bournonville som mellemmand – til den verdenskendte digter og tilbød ham et nært venskab, der inkluderede deltagelse i søndagsmiddagene og ret til at »falde ind« også ellers, mod at han læste op af sine historier for børneflokken på fire og med taler og sange kastede glans over hjemmets selskabelighed. Et tilsvarende arrangement blev også, lidt senere, aftalt med familien Dorothea og Moritz Melchior, hvor Dorothea var Martin Henriques’ søster. Familierne, som altså så at sige overtog Andersen, repræsenterede ikke som Collin’erne embedsborgerskabet, men det pengestærke private erhvervsliv, vekselerer- og købmandssegmentet. De boede centralt i København, men havde landsteder til sommerbrug uden for byen, Henriques’ i Ordrup, »Petershøj«, Melchiors på Østerbro, »Rolighed«, hvor digteren jo kom til at tilbringe sine sidste uger.

Marie var Henriques-familiens femte barn, efternøler, født i 1866. I toårsalderen var hun, som Kristian Hvidt utrætteligt pointerer, velskabt, kvik og fortryllende, »kendt, beundret, ja, måske forkælet som et ualmindelig smukt og livligt barn«, omgivet tilmed af »særdeles opmærksomme« søskende. Elisabeth Baumann-Jerichau, der ligesom adskillige andre fremtrædende kunstnere færdedes i hjemmet, har tegnet hende i familiens gæstebog, netop som Hvidt ser hende. Andersen »forlovede« sig med hende og gav hende billedbogen på treårsdagen 26. juni 1869, efter at have været undervejs med den et halvt års tid.

Marie forblev jo ikke den nuttede treårige, hun udvidede sit virkefelt og fik andre »kærester«, således som digteren forudså det et sted i billedbogen: »om 16 Aar fløtter en ny Svend ind, saa ligger Anders i Haven, med Orm i Maven«.

*

Billedbogens historie er i sig selv interessant. Efter Maries død havnede den ved arv i et pengeskab i Frankrig, hvorfra den i 2017 blev bragt på auktion. Vurderet til 1,5 millioner kr. blev den solgt til en udenlandsk samler for 2,9 millioner kr. (plus »det løse«). Men så greb det såkaldte Kulturværdiudvalg ind og afgjorde, at bogen var et nationalt kulturminde, som så i henhold til loven desangående blev tilbagekøbt af den danske stat og foræret til H.C. Andersenmuseet i Odense. Dér er den nu tilgængelig i elektronisk repræsentation med teksten på dansk og i oversættelse til engelsk og kinesisk.

Andersens smukkeste bidrag til de nævnte billedbøger til Drewsen-børnebørnene er papirklippene, ofte meget fine, detaljerige arbejder, gerne faldende inden for en ret klart defineret motivverden. Der er også papirklip i bogen til Marie, selvom Kristian Hvidt knap nok gør opmærksom på det i sin efterskrift. Det betragtes ellers øjensynligt som en særlig kvalitet. I hvert fald indgår det i Kulturværdiudvalgets motivering for at tilbagekøbe billedbogen, at den rummer »hele 24 hidtil ukendte papirklip«. Men så er også medtalt revl og krat. De eneste, som efter min bedste overbevisning holder et antageligt kunstnerisk niveau, er et guldpapirsklip bl.a. med svaner, samt en danserinde i en storkerede, i teksten nævnt som »»en Eventyr-Klipning«. De øvrige er grove og primitive i udførelsen, flere endda så simple, at medtælling af dem forekommer mig at devaluere papirklipbegrebet.

*

Det er Kristian Hvidt (historiker, f. 1929) vel undt at have fået mulighed for at forestå udgivelsen af Maries Rejse på et anerkendt forlag og i samhu med museet i Odense – idet han nemlig er barnebarn af Marie Henriques’ ældre søster Fernanda, der døde tidligt, hvorefter Marie tog sig af børnene. Marie er altså Kristian Hvidts stedbedstemor.