Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Det er ærgerligt de må dø fordi vi skal i sommerhus » Pressen skrev » Nostalgisk længsel efter kærlighedens farve og mænd på Hovedbanens toiletter
Nostalgisk længsel efter kærlighedens farve og mænd på Hovedbanens toiletter
Digtene i Tomas Lagermand Lundmes nye bog, ’Det er ærgerligt de må dø fordi vi skal i sommerhus’, er sentimentale, sværmeriske og nostalgiske, men lykkeligvis på en måde, som smitter.
Benedicte Gui de Thurah Huang, Politiken, 28. februar 2020 (4 ud af 6 hjerter)
»Kærligheden er som Brooklyn/ en dag i september/ hvor ingenting er sket«, »det minder mig om Urbanplanen/ på en gråvejrsdag i november/ hvor trappeopgangene er blå«, »Natten til lørdag blev jeg farbror,/ og natten til den første lørdag i maj/ sprang kirsebærtræerne ud i min baghave«, »Den 31. maj vænner svanerne sig til varmen,/ børn, der i løbet af marts gik hjemmefra,/ vender hjem med fyldte rygsække«, »Hvis bare jeg havde vidst,/ at den 21. juni 1997 ville jeg blive lykkelig«.
Sådan lyder et tilfældigt udpluk af de mange tidsangivelser, som Tomas Lagermand Lundmes digtsamling er så fuld af. Lagermand Lundme har forkærlighed for maj måneds sene forår, men skriver også om snevejrsdøgn og varme somre med hvid sol.
Jeg læser, mens jeg tænker på, hvad det er ved kalenderårets 12 måneder og 365 dage, der er så poetisk lokkende.
Er det, fordi enhver dato øjeblikkelig minder os om tiden, der er gået? Eller fordi vi ikke kan lade være med at længes mod nye juninætter, nye majdage, mod de mange flere septemberdage med ingenting, vi håber at have til gode? Sikkert lidt af begge dele.
Rå og lyserøde erindringer
Digtene i Tomas Lagermand Lundmes ’Det er ærgerligt de må dø fordi vi skal i sommerhus’ er sentimentale, sværmeriske og nostalgiske, men lykkeligvis på en måde, som smitter.
Digtene længes efter kærlighedens farve, lyserød som i kirsebærblomster og »kaniners munde og de huller, man stak termometret op i«. Men også og især mod 80’ernes og 90’ernes København og i særdeleshed mod et fattigere, farligere, mere råt Amager.
Vi er i barndomshjemmet i Reberbanegade, under solene i Holmbladsgades solarier og blandt flippermaskinerne i Palads. Vi er på Hovedbanens toiletter, hvor man kunne støve mænd op, og i Urbanplanen, på fælleden, igen og igen i Amager Centret. Vi er i det selvbiografiske univers, som Lagermand Lundme så ofte har begivet sig ind i.
Det er det voksne jeg, som ser sig tilbage, og overalt blusser fortiden op i hypersanselige og alligevel ubevægelige øjeblikke, sådan som tilbageblikkets snapshotfunktion nu engang kuraterer livet.
Det er dog ikke kun ungdommens højdepunkter, der erindres, men også andre af livets episoder; rejser til Lissabon og Paris, scener fra et parforhold i småkrise, hospitalsindlæggelser og dødsfald – jeget må både sige farvel til sin stedfar og se sin far for sig, som han ligger på en ambulancebåre iført bøllehat og synger Mick Jaggerhittet ’You Can’t Always Get What You Want’.
Digtene mangler heldigvis ikke bevidsthed om den nostalgimotor, der driver værket. Og til alt held er jeget heller ikke blegt for at udstille sin egen evige kværnen om alt det, der var engang.
Nostalgimotoren
Som i et digt, der foregår i venteværelset på Amager Hospital, jegets nevø er kommet til skade, men digtet er straks videre, væk fra nevøen, i en udforskning af de mange ar og smerter, jeget og duet har pådraget sig gennem årene: »jeg må lave en liste, så jeg kan huske dine smerter,/ og så spørger du om mine,/ og det skal jeg slet ikke komme i gang med nu,/ for jeg har så mange huller i kroppen/ og ar/ og ting fra det der overfald for 5 år siden,/ der stadig ikke vil vokse sammen/ og så de ar her, over hvert øje,/ og læben, se her,/ og ja, alle ser mig«. Dén digression er helt symptomatisk for digterjegets pinagtige hang til i tide og utide at lade sig falde tilbage i fortiden.
’Det er ærgerligt de må dø fordi vi skal i sommerhus’ handler om at være midt i livet i en krop, der er begyndt at værke og vakle, men stadig føle den 14-