Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Højtelskende » Pressen skrev » Bliver ved med at vågne

Bliver ved med at vågne

LUFTMEJSLER: Juliane Preisler indrammer og muliggør en sugende længsel med kaskader af kønt og gesvindt nærvær.

Lars Bukdahl, Weekendavisen, 7. maj 2020

Når man har anmeldt i mange, mange herrens år, er der nogle forfatterskaber, der rent smagsdomsmæssigt udgør større og vildere dramaer end andre. Eske K. Mathiesen, som jeg anmeldte godt for et par uger siden, har jeg helt udramatisk altid været solidt indtaget i. Juliane Preisler, hvis nye digtsamling, Højtelskende, jeg håbløst sidelæns nu har givet mig i kast med at anmelde, har jeg anmeldt på alle mulige yderliggående måder, fra hys rædsel (patosdryppende Liv, 1996) til måbende fryd (lydgjaldende Drageånde, 2011).

Kurven er, med flere små, zigzaggende udsving, klart gået fra minus til plus - og selvfølgelig vil forfatteren mene, at det er kritikeren, der er blevet modnere, og kritikeren mene, at forfatteren er blevet stærkere - men jeg kan ikke lade være at være spændt på, hvordan konfrontationen vil folde sig ud denne gang, især fordi det pludselig er tre bøger, én digtsamling og to romaner, siden, jeg sidst anmeldte Preisler.

Dommen er den kedelige, tempererede, at jeg bare rigtig godt kan lide den nye digtsamling og mere på grund af de skødesynder, patos og poetisering, der tidligere fik mig til at reagere akut allergisk, end på trods af dem, men de anvendes så sandelig også (oplever jeg uden at have læst tilbage) med en helt anden fin- og skarphed.

BOGEN HANDLER, som 80 procent af Preislers lyrik, om kærlighed/tosomhed. De to første afsnit om ungdommelig og voksen forelskelse, det tredje afsnit, og det er her, patossen kommer på banen (eller i hvert fald lusker omkring ude i rabatten), om at sige farvel til og savne en højt elsket livsledsager, og det lange fjerde afsnit om den modne, men ikke mindre kriblekrablende lykkelige kærlighed (til måske tredje afsnits livsledsager).

Af både de rigtige (kvalitative) og forkerte (sentimentale) grunde kommer jeg til at se det tredje, sorg og længselsfulde afsnit som bogens kerne, som det kun gennem alle de andre nu-boblende og -indelukkede digte var muligt at nå frem til at turde skrive. Her er først et nu-digt og så et længselsdigt, begge klædt i grønt:

»Fuglefløjt til at skære sig på,/ dag der vælter sidelæns/ Himlen råber for højt/ og kun på én tone/ Vrede knopper springer ud,/ grønt, grønt, grønnere endnu/ Og din tunge smager/ allerede af syrener«

»Bænkene vi sad på står/ som om det stadig/ springer ud omkring os// Dén maj kan ikke holde op med dig, de bænke står/ og lyser grønt som om vi endnu/ sidder på dem«

Er de ikke simpelthen bare fine, de digte? Eller lidt præcisere: livligt, dygtigt forfinede på absolut tilfredsstillende manér. De er netop ikke manierede overhovedet, og jeg kan gribe mig i at savne de formelle excentriciteter fra Divadrømmende, 2006, med alle de sammensatte neologismer, og Drageånde med alle de kukkede lydord. Men det er og bliver skarnagtigt, I know, at klage over poesi som umærkelig fremfor mærkelig god. At jeg uden videre synes godt om digte af Juliane Preisler, vil jeg hermed helt holde op med at finde underligt!.