Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Bier og mennesker » Pressen skrev » En bette vild ting

En bette vild ting

BISAGER: Den svenske kulturskribent Lotte Möller har begået et velskrevet og humoristisk værk om mennesker og bier.

Morten Beiter, Weekendavisen, 15. maj 2020

Lotte Möllers vej til biernes verden startede med en interesse for biavlerne, denne brogede skare af indimellem lidt sære, egenrådige og stridbare, men først og fremmest passionerede eksistenser, der hver især mener, at lige netop de har knækket koden til den superorganisme, en bifamilie er. Det endte naturligvis med, at den nu 82-årige svenske journalist og kulturskribent selv blev én af dem. Og det fra dette privilegerede ståsted, at hun udruller sin fortælling om menneskene og det lille insekt, som så meget i naturen og dermed også i menneskets liv afhænger af. Bare tænk på de stakkels kinesere, som har overdrevet med sprøjtemidlerne og nu er nødt til at kravle op i deres frugttræer og bestøve dem selv.

Det kunne hurtigt være blevet for nørdet, for højstemt, for fingerpegende, for dystopisk. Men bogen er i stedet en fin afbalancering af viden og humor på et højt plan.

I en tid, hvor naturen alt for ofte reduceres til plump underholdning efter laveste fællesnævner, er det befriende bare at få fortalt en god og nærværende, men også kærlig historie med alle dens elegante sidespring. Om os selv. Men ikke mindst om »Bifolket«, das Bienenvolk, som tyskerne meget poetisk kalder en bifamilie. Titlen Bier og mennesker. Om bier og biavlere i religion, revolution og evolution samt mange andre bisager dækker det hele. Og så alligevel går det galt fra starten i oversættelsen, hvor det svenske ord i originaltitlen, biskötare, altså »birøgtere«, oversættes med »biavlere«, som på svensk er biodlare. Et ord, som Lotte Möller i forordet bekender, at hun ikke bryder sig om, fordi det »indikerer menneskets overmagt«. For »bier kan ikke tæmmes. De følger deres instinkter, ikke vores ønsker«. Så er det sat på plads. En biavler, der tror sig bikonge ved siden af bidronningen, er kun en nar. En bi-nar, ville Peter Handke måske have udtrykt det.

MENNESKETS FASCINATION AF biernes samfund går så langt tilbage, som kilderne rækker, og der har været mange opfindsomme bud undervejs på deres gøren og laden. Ifølge den egyptiske mytologi opstod bierne, da tårer fra solguden Ra ramte ørkensandet. Den gamle romer Vergil mente, at de stammede fra oksers rådnende kroppe. Først for tre hundrede år siden fandt man ud af, hvordan det hele hang sammen. At der slet ikke var tale om en bikonge, som Vergil troede, men derimod en dronning, og at hun parrede sig for at kunne begynde at lægge æg, op til tre tusinde om dage, har man senere fundet ud af. Det med et hunkønsvæsen i toppen kom som lidt af et chok for mennesket, som altid havde opfattet bifamilien som udtryk for et forbilledligt monarki. Et godt eksempel på den opfattelse er tiaraen, den katolske kirkes pavekrone, der er formet som en bikube og blev båret af paverne helt tilbage fra det 8. århundrede og frem til 1960erne. Inden da havde den svenske nonne, Den hellige Birgitta af Vadstena, i 1300-tallet haft dampende fantasier om guder og bier.

»I mig fandtes da ligesom den allerdejligste og bedste vokskage, som på alle måder blev parat til at modtage Helligåndens allerdejligste honning. Denne vokskage blev fyldt, da Guds søn kom ind i mig med sin magt, kærlighed og ærbarhed.« Godt at tænke på, næste gang man skal have en mellemmad med honning.

Bogen følger i et af sine spor månederne startende med januars dvale, og følger biernes opvågning, og til det hele kulminerer ved midsommertid, når familien er vokset fra 10.000 til måske 80.000 bier, og undervejs har individerne skiftet erhverv utallige gange på vejen gennem deres forholdsvis korte liv. Arbejderbierne er alle sammen hunner, som kommer fra befrugtede æg, mens de ubefrugtede æg giver hanbier, også kaldet droner, hvis eneste opgave er at parre sig med dronningen, og når der ikke er brug for dem længere, bliver de smidt ud eller stukket ihjel af hunnerne. Så snart en arbejderbi er kravlet ud af sin celle, begynder den at gøre rent og passe larver. En uge senere er den forfremmet til »ammebi«, som mader almindelige larver med pollen og nektar, og dronningelarver med det bedste på menuen, dronningegelé, et proteinrigt sekret, som gør en almindelig lille larve til en dronning, der kan overleve flere vintre. Så bliver bien hofdame for dronningen. Ti dage gamle kommer den for første gang uden for bistadet. Så udvikler den vokskirtler og bliver byggebi, der sammen med de andre bygger vokstavlerne. Så avancerer den til at tage sig af alt det pollen og nektar, de andre henter hjem. Er der for varmt, ventilerer den stadets indre med sine vinger. Er der trusler udefra, træder den i karakter som vagtbi. Til sidst slider den sig ihjel som trækbi og falder til sidst til jorden efter et arbejdsliv, som ikke kender fritid, og som er udlevet på få uger.

Men først i sæsonen er der »renselsesflugten«, eller »den store fællesskidning«, som nogle kalder de overvintrende biers første fælles forårsudflugt, hvor de tømmer deres tarme i sande tæppebombardementer.

»Det siges, at bier på renselsesflugt har forkærlighed for at vælge noget, der er hvidt som mål – hvidt som sne. Derfor skal man ikke hænge sit vasketøj ud den første forårsdag, idet pletter af biekskrementer er næsten umulige at få væk,« skriver Lotte Möller.

HVIS BIERNE ER interessante, så er biavlerne det i ikke mindre grad. Lotte Möllerberetter om en af sine naboer, Lennart Kuylenstierna, som også har bier, og altid udøver sin gerning i jakke, skjorte, slips og hørbukser. Ikke noget med bidragt her. Højst en bihat med slør. En dag, hun besøgte ham for at tale om »bisager«, kom en bi farende og stak ham lige i panden. »Ulla-Stina, det der var dumt af dig,« sukkede han, for Lennarts bier har navne, ligesom hans stader bærer navneskilte som »Drottningholm«, »Bifrost« eller »Visingsborg«, og han synes, det er mest synd for bien, når den stikker ham. Som Lotte Möller forklarer: »Brodden på en bi, der har stukket, falder af sammen med giftblæren, og bien dør. Farvel, Ulla-Stina.« Hævelsen kan klares med lidt rå løg, der gnides på stikket. Det har virket siden de gamle romere.

Som en flittig bi farer Lotte Möller gennem tiderne, historien og geografien, og hun når også til Læsø og til den bitre strid om biracer, der har delt øens biavlere som et andet Cypern. Vi hører også om den tyske broder Adam, som på et kloster i Sydengland fremavlede fremtidens bi og reddede store dele af Europas biavl, og hvordan han til sidst af sin abbed ikke fik lov til at lave det, han brændte mest for. Det er ikke en bog, man har lyst til at slippe, men pludselig er den forbi, og tilbage er kun en svag summen i øret og i hjernen.