Forlaget September » Bøger alfabetisk » bag om min far » Pressen skrev » Lugten af far
Lugten af far
FADERMORD: Kaspar Kaum Bonnén går bag om sin utilnærmelige far i en digtsamling, der både fungerer som hårdt portræt og rørende selvportræt.
Kristian Ditlev Jensen, Weekendavisen, 15. maj 2020
En af wienerpsykologen Sigmund Freuds mere opsigtsvækkende teorier, fra værket Totem og tabu fra 1913, var, at drengebørn altid inderst inde drømmer om at slå deres far ihjel. Ja, i yderste konsekvens vil de faktisk æde ham i fællesskab med deres søskende. Årsagen skulle være, at faderen, ud over at være familiens beskytter, også er moderens erotiske begærsobjekt. Drengen fyldes af taknemmelighed over for faderen, men samtidig ædes han op af jalousi.
Billedkunstneren og forfatteren Kaspar Kaum Bonnén har udgivet flere bøger, hvori spændingen mellem hadet og kærligheden til forældrene er i centrum. Ind til min mor fra 2016 var et prosaværk om hans barndom præget af moderens skizofreni, mens portrættet af hans far, billedkunstneren Peter Bonnén, er et lyrisk værk uden egentligt narrativt forløb.
»Jeg vil have alt med./ Det bliver til tider rodet. Jeg mangler overblik,« skriver han i Bagom min far.
Det manglende overblik og idéen om at prøve at indfange det hele, har flere forklaringer:
»Jeg forstår ikke den skelnen nogle forsøger/ at skabe mellem det private og det personlige./ Det hænger alt for tæt sammen,« skriver han et sted.
Men han arbejder også, mere generelt og for eksempel i sin billedkunst, altid med parallelle rum. Der er altid mere end én ting på færde – og ofte en selvmodsigelse. På den måde bliver teksterne evigt oscillerende, på én gang famlende uskarpe og ulideligt præcise.
Forskellen mellem det personlige og det private eksemplificerer han med et toiletbesøg. De fleste vil opfatte sådan et som privat. Men i digtet »Lort« fabuleres der så meget over biologien i netop toiletbesøget, kropslugte og afføring, at man helt glemmer tankerne om faderen. Indtil barnet som voksen erkender, at han aldrig har været så tæt på sin far, at han har oplevet hans krops olfaktoriske aftryk. Nærheden, også den biologiske, har altid været dækket. Eller som der står: »der har højst været/ en duft af friske fyrrenåle.«
Portrættet af faderen er hårdt, nogle ville sige vredt, og billedet af faderen er svigt, vold, alkoholisme, narcissisme, indbildskhed og arrogance ad libitum. Men samtidig er interessen for ham ubændig. Det virker næsten selvpinerisk, når fortælleren til sidst rykker ind som nabo til den utilnærmelige fader og bor i en spejlvendt lejlighed, hvor han lever, ja, omvendt.
Måske er Bonnén, når alt kommer til alt, hårdest ved sig selv? Han skildrer, indirekte, det svigtede barn, så man bevæges. Børnehjemsbarnet er såret, efterladt, ensomt, men som følge deraf også henvist til selvoptagethedens isolation.
Men bogen er ærlig, fordi det dobbelte rum også giver mulighed for en selvreflekterende tekst:
»Når forfattere fortæller deres egne livshistorier ligger det/ snublende tæt på en form for selvretfærdighed, selv når de/ udstiller deres egen dobbeltmoral, deres egne svigt,« skriver Bonnén i digtet »Spejling«, og hans ihærdige forsøg på at indkredse det selvmodsigende resulterer i en digtsamling, som både er hårdt portræt og rørende selvportræt.