Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Bier og mennesker » Pressen skrev » Fra alle tiders honningkrukke

Fra alle tiders honningkrukke

Lotte Möller fortæller veloplagt og appetitligt om bier og mennesker i en kulturhistorie, der strækker sig over mange tusinde år.

Kim Skotte, Politiken, 19. maj 2020 (4 ud af 6 hjerter)

Selv ikke når det gælder noget så tilsyneladende uskyldigt som den flittige bi, undgår kineserne at få ørerne i maskinen.

Honning er nemlig – sammen med olivenolie og mozzarella – et af de oftest forfalskede næringsmidler, og her er Kina, som er verdens største honningeksportør, men ikke just kendt for sin dyrevelfærd, også førende inden for netop honningfup.

Den relativt uskyldige del af svindlen består i at høste, mens vandindholdet stadig er højt. Så får man mere honning, som man så må tilsætte sukker, aroma- og farvestoffer. I den mere ulækre variant tilsætter man tilmed sojasovs, døde bier, aluminiumsulfat eller endda rådden ris for at give skidtet den rette bismag.

Næsten lige så skurkagtig er dog musvitten, der ret durkdrevent gerne tager opstilling uden for et bistade, hvor den banker på med næbbet, indtil de nysgerrige bier en efter en kommer ud og bliver hapset.

Dette kan man sammen med meget andet læse i dansksvenske Lotte Möllers bog om bier og menneskers lange fælles kulturhistorie. Afsættet er hendes eget liv som hobbybiavler i et mildest talt nørdet miljø af svenske biavlere, men udsynet strækker sig over adskillige tusinde år. Fra dengang man brugte bivoks til mumiers dødsmasker, og man troede, bier enten var et resultat af gudernes gyldne tårer eller på mystisk blev til i døde oksekroppe. Og så frem til nu, hvor biens overlevelse hårdt presset af sprøjtemidler og varroa-midens hærgen er blevet et naturligt samlingspunkt for tidens miljøbevægelser.

Det er ikke kun, fordi vi traditionelt betragter bier som søde og flittige. I modsætning til så mange andre arter, vi kan udrydde uden i første omgang at blive akut nervøse for vores egen overlevelse som art, forholder det sig anderledes med de små bestøvere, som i millioner af år har bestøvet jordklodens drivhus og meget gerne skulle fortsætte med at gøre det fremover.

Hele denne problemstilling er naturligvis med i ’Bier og mennesker’, men Lotte Möller har koncentreret sig om det faktuelle med vægt på det kuriøse. Det viser sig at være lidt af en natur- og kulturhistorisk honningkrukke, hun der har haft at dyppe i.

’Bier og mennesker’ vrimler med pudseløjerlige citater fra fortidens syn på bier og biavl. Man har haft mange fantasifulde forestillinger om, hvad bier var for nogle størrelser. Om, hvordan deres gådefulde liv udspandt sig, og ikke mindst om, hvordan man.

Honningkrig og vigtige biroller

Et lille kapitel er dedikeret honningkrigen på Læsø. Her blev sidst i det 20. århundrede udkæmpet en langvarig og bitter nabostrid mellem forkæmperne for den gamle brune bi og den importerede gule bi fra Italien. Den brune havde sit sidste danske tilholdssted på Læsø. Den gule var nemmere at styre og gav mere honning. To klassiske fronter i moderne biavl var kridtet op til krig på kniven.

Möller har sine helte. Den berømte Linnés lillebror Samuel Linnæus var præst og biavler og sagde mange fremsynede ting i sin bog om bij-skjötsel fra 1768. Der er birøgteren John Larsson, som blev Lotte Möllers mentor, og ikke mindst er der den tyske benediktinermunk Fader Adam fra Buckfast Abbey, som fik enorm betydning for bier og biavl i forrige århundrede. Hans fremavlede buckfastbi er i dag den mest almindelige i Sverige. Til gengæld skaber klosterets potente honningvin, Buckfast Tonic Wine, regelmæssigt kaos i Skotland, hvor the Buckie er flere bøllebanders foretrukne rusmiddel.

’Bier og mennesker’ føjer sig til en strøm af veloplagt naturformidlende bogudgivelser i disse år. Sammenlignet med dr. humlebi David Goulson, åletalsmanden Patrik Svensson eller muldvarpepoeten Marc Hamer er Lotte Möller en fortæller med et mindre karismatisk-nørdet temperament. Hun er journalist snarere end forfatter og betegner sig selv et sted som »skolefrøken«. Ikke helt ved siden af. Dog heldigvis helt uden brug af pegepind og kridt støvsuger hun emnet fra en ende af og udvælger derpå de mest finurlige anekdoter, mest farverige skikkelser og mest snurrige fakta.

Lotte Möller har sin egen causerende stil og er mildt selvironisk på egne og biavlernes vegne. Når det slynges sammen med det smukke boghåndværk fra Forlaget Vandkunsten, fortætter den lette stil sig til et absolut spiseligt honninggult produkt.