Forlaget September » Bøger alfabetisk » bag om min far » Pressen skrev » Faderopgør
Faderopgør
Dovne, men fascinerende digte.
Erik Skyum-
De 33 personlige, private, ja, indimellem intime tekster i Kaspar Kaum Bonnéns bog om sig selv og sin far er typografisk arrangeret som digte. Men etiketten »knækprosa« har sjældent passet så præcist som her. Digtene overholder talesprogets tone, er så godt som billedløse og savner gennemgående kraft og sproglig prægnans. Æstetisk betragtet er det en doven og kedelig bog, og man kan endda støde på deciderede ubehjælpsomheder som denne:
»Sorg er noget som livet giver og som ikke kan gives videre, for at finde et sted at stille den, får den udtryk som skyld.«
Når bag om min far ikke desto mindre fascinerer, ja, gør et voldsomt indtryk, skyldes det, at dens faderopgør er gennemført med en særlig form for nøgternhed og med en saglighed, som gør den menneskeligt sand og for så vidt hæver den over det intime og private. Scene efter scene brænder sig fast, passage efter passage kan læses igen og igen, fordi det, der står, står netop så tydeligt og nøgent, som det gør:
»Fordi min far går tidligt i seng, bliver jeg sent oppe./ Fordi min far tænker meget på penge, glemmer jeg helst alt/ om min økonomi./ Fordi min far taler om sine tidligere erobringer og/ praler af det han har gjort, tier jeg helst stille med begge./ Fordi min far sladrer, holder jeg kæft./ Fordi min far elsker dyre hoteller, bor jeg på vandrehjem og/ hos almindelige mennesker./ Jeg tænker at vi er så forskellige som vi kan være./ Men vi laver begge kunst.«
Faren er billedhugger og praktiserer, hvad sønnen betegner »følsom minimalisme«, lidt »som at pakke en hård pakke ud og se at den er blød indeni«. Selv er jeget, sønnen, kunstmaler, men til forskel fra sit kendte ophav en konsekvent ’maksimalist’, som altid gerne vil have det hele med.
Og så bor de tilmed dør om dør. Og hilser på hinanden. Og spiser ofte sammen. Det skaber en speciel spænding i bogen: »Jeg har i den sidste tid haft en trykkende fornemmelse/ over at skrive tekster om min far, jeg er usikker på/ hvad der vil ske når jeg publicerer teksterne?/ Er billedet retvisende, eller snarere som en skulptur der sættes/ op,/ som alle vil kunne se på og undres over livets fortrædeligheder i en af de utallige kombinationer,/ som livet kan beskrives fra?«
Den foreliggende kombination former sig på én gang som en fortsættelse og en spejling af romanen ind til min mor, som Kaspar Kaum Bonnén udsendte i 2016, og som skildrede det pres, det havde været for ham og hans søster at leve sammen med en kunstnerisk begavet, men også psykisk overmåde ustabil mor, med diagnosen skizofreni, og allerede i tidlig alder at have måttet bære et alt for stort ansvar.
Heroverfor hedder problemet i den nye bog, sagt med et enkelt ord: SVIGT. Et fatalt svigt, som sønnen egentlig ikke følte som barn, men som er vokset med alderen, sådan som mange os formentlig kender eksempler på.
»Min fars del af min opvækst er lille,/ sammenlignet med min mors, alligevel fylder de hver deres/ halvdel./ Min fars er ofte bare tom./ Mens min mors del bliver ved med at rykke erindringer løs./ Jeg har forsøgt at fylde hans halvdel ud./ Men der er så lidt at huske.«
Læg i den forbindelse mærke til, at titlen bag om min far er nøjagtig én karakter kortere end ind til min mor. Det kan da om noget kaldes en konkretlyrisk effekt.
Selvmodsigende nok har faren midt i sit fravær fyldt umådelig meget med sine skulpturer, sit drikkeri, sit trompetspil, sine fester med vennerne og hele sin levevis. Dette paradoks er udmærket indfanget i bogen, som i det hele taget har en styrke i viljen til at konfrontere det modsigelsesfyldte i jegets følelser.
Undertiden skrider teksten ud og ligner i hele afsnit mindre litteratur end notater fra et terapiforløb, og sine steder kommer man lidt i tvivl om, hvorvidt det, man lige nu læser, er en kunstdiskussion eller et hudløst faderopgør. Anderledes kan det tydeligvis ikke være, sådan som kortene blev givet forud for denne vedholdende kredsen om fortvivlelse, bitterhed, afmagt – og mulig forløsning igennem det at skabe. Og skrive.