Forlaget September » Bøger alfabetisk » bag om min far » Pressen skrev » Kunsten at rive neglen af
Kunsten at rive neglen af
Kaspar Kaum Bonnén voksede op med en psykisk syg mor, der ikke altid kunne tage sig af ham og hans søster. En kilometer derfra levede hans far med en ny familie. Som voksen bor de dør om dør, men afstanden slipper ikke Kaspar Kaum Bonnén. Derfor har han skrevet en bog om sin far. Ikke for at få hævn, men for endelig at komme videre.
Julie Moestrup, interview i Børsen, 28. maj 2020
”DET ER ALDRIG FOR SENT AT FÅ EN GOD BARNDOM,” fastslår billedhuggeren Peter Bonnén til sin søn Kaspar. Citatet har nu taget ophold i Kaspar Kaum Bonnéns bog ”Bag om min far”.
Det er 1. maj 2020. Jeg sidder i en koboltblå sofa hos forfatteren og billedkunstneren Kaspar Kaum Bonnén på fjerde sal på Stormgade 35 i Indre København.
Hans nyeste bog er netop udkommet. Den fortæller om en far, der ikke støttede sin søn og datter igennem en kompliceret opvækst. En skizofren mor, der i perioder havde svært ved at tage sig af sine børn i lejligheden på Nansensgade. Kun en kilometer derfra boede faderen med ny kone og barn i en højloftet og veludrustet herskabslejlighed – ja præcis samme adresse, vi sidder på nu.
I dag bor Kaspar Kaum Bonnén i lejligheden til højre. Peter Bonnén til venstre. Sådan har far og søn delt etagen i 14 år.
Klokken er 11.00. Coronaepidemien har sendt kampdagen til tælling, men det er sådan set ret ligegyldigt. Yahya Hassan er netop fundet død i en lejlighed i Aarhus. I versaler på versaler har han sat sit tryk på forældresvigt og køllebank.
Kaspar Kaum Bonnén har sat sig i sofaen over for mig. Brændt orange hedder farven, han sidder på. Det svære barneliv udkommer i mange former og aftryk.
Dem har 68’er-
”I dag – med Yahyas død i baghovedet – kan det næsten føles upassende at tale om min egen dårlige barndom, ikke?” siger han som for at sætte undskyldende streg under de næste timers samtale. Ikke blot den aktuelle og anmelderoste bog ”Bag om min far”, men også udgivelsen fra 2016 ”Ind til min mor”, der ligeledes i 13 kapitler er en autobiografisk fortælling om opvæksten i lejligheden på Nansensgade med en psykisk syg mor. Her kan det være svært – både som læser og forfatter – at skelne mellem virkelighed, tvangstanker, drømme, angst, kærlighed og frigørelse.
I ”Bag om min far” er det fadersvigtet, som destilleres i digte og tekster. Hvor var Peter Bonnén, da Kaspar Kaum Bonnén og hans søster måtte klare det hele selv i en alt for tidlig alder?
Spor af børn
Kaspar Kaum Bonnéns lejlighed er rodet. Bøger i og ovenpå reolkasser. Hulter til bulter. En stang med tøj i stuen. Væggene i børneværelset danner et stort og flot maleri af Kaspar selv: ” Bare for at skygge for det grimme savsmuldstapet”, som han siger. Ellers er lejligheden fyldt af andres værker: John Kørner, Tal R., Lars Bent, Mette Winckelman, Peter Callesen, Ferdinand Ahm Krag og Troels Sandegård. Mange møbler og spor af børn. Kaspar Kaum Bonnén har fem. Tre sønner i alderen 24, 18 og 16 år fra to tidligere parforhold. Og to døtre på to og fire år med forfatteren og psykologen Josefine Graakjær Nielsen, som han bor sammen med.
Peter Bonnéns lejlighed er indrettet modsat og spejlvendt. Æstetisk og stramt med arkitekttegnede møbler, hvide flader og masser af kunst, en hel del af hans egen.
De er begge samlere. Kunstnere. Fædre. Men derefter ophører ligheden, mener 51-
”Peter er følsom minimalist,” siger han.
”... og jeg er maksimalist. I min kunst og litteratur tager jeg udgangspunkt i meget private ting. Hvad har man oplevet, og hvordan er man blevet den, man er? Jeg vil gerne have alt med. Jeg har svært ved at lade noget ligge.” Det er tomrummet mellem far og søn, Kaspar Kaum Bonnén har sat sig for at undersøge i sin nye bog. Faderens svigt og fravær igennem hele opvæksten.
Er det for sent at få en god barndom?
”Der er ingen tvivl om, at den dominerende fortælling i vores samfund er tilgivelse. Vi skal tilgive vores forældre og andre, der har svigtet os, for selv at komme videre. Men i mine øjne fornægter den sætning det, som er sket. Hvor meget skal man omskrive sin historie i hensynet til forældre? Skal man ikke hellere forholde sig til den og leve med den? I begge bøger har jeg dog forsøgt at forstå mine forældre og finde svar på, hvorfor de har handlet, som de har,” siger Kaspar Kaum Bonnén.
Sisyfos versus skizofren
Da bogen om din mor udkom, var hun gået bort seks år tidligere. Har det ikke været sværere at udgive en bog om en forælder, der stadig er i live?
”Jo det er jo konfronterende på en helt anden måde. Forholdet til min mor var også anderledes. Hun kæmpede i den grad med at få sit liv til at hænge sammen.
Hun gjorde alt, hvad hun formåede. Bogen handlede for mig om at komme tæt på hende og det at vokse op med en skizofren mor. Jeg var optaget af at huske de følelser og stemninger, der var i barndomshjemmet.”
I ”Bag om min far” skriver Kaspar Kaum Bonnén:
”Det var slet ikke meningen, jeg skulle skrive om min far. Jeg synes, jeg har det bedre med ham, og når jeg nu alligevel gør det, føler jeg mig som en figur, der triller den samme sten op ad et bjerg.”
”Det lykkedes ikke Sisyfos at ændre tingenes tilstand, og det svære med min far er, at han altid forsvarer sig selv og afviser enhver form for kritik. Men op til udgivelsen blev jeg ramt af en skamfuldhed. Jeg er en voksen mand, der fortsætter med at pille mig selv i navlen. Hvorfor kunne vi ikke bare tage det over familiebordet eller hos psykologen? Er det ikke prætentiøst at tro, at det her vedkommer andre? Jeg blev også ramt at følelsen af at være et dårligt barn. Skulle jeg ikke have skrevet om hans alkoholmisbrug? Var det for udleverende og unødvendigt? Det spørgsmål har jeg stillet og stiller jeg fortsat mig selv. Jeg ved jo, hvordan det vil ramme ham.”
Har din far retten til at blive vred?
”Det ved jeg ikke nej, det synes jeg ikke, han har.”
Men er det en slags hævn over en tabt barndom?
”Jeg har forsøgt at holde hævnmotivet så langt fra mig som overhovedet muligt. Hævn er en underlig følelse at skrive på. Vrede jo men ikke hævn,” fastslår Kaspar Kaum Bonnén og kommer i tanke om et citat fra filmen ”Three Billboards Outside Ebbing, Missouri” med Frances McDormand i hovedrollen.
”Hun lejer tre store reklameskilte i forsøget på at opklare, hvem der voldtog og dræbte hendes datter. Hun lejer dem, fordi den lokale politichef ikke gør nok for at opklare sagen. På det første skilt står der: ’Voldtaget, mens hun døde’. På den næste: ’Og stadig ingen anholdelse?’ På det sidste står der skrevet: ’Hvordan kan det være, politichef Bill?’
Bill henvender sig til hende: ’Ved du ikke, at jeg har kræft?’
’Jo og det er netop derfor, jeg gør det nu,’ svarer hun,” citerer Kaspar Kaum Bonnén og fortsætter:
”Man kan se bogen om min far som en anklage. Men man kan også se den som en slags opklaring. Et forsøg på at forstå, hvorfor han aldrig har rakt ud. Hvorfor det er så svært at kommunikere følelsesmæssigt med ham.”
Mozart og mysli
Ligesom der er en verden til forskel på de to lejligheder med Bonnén på begge navneskilte her på fjerde sal på Stormgade, var der det også, dengang Kaspar Kaum Bonnén og hans søster voksede op hos deres mor på Nansensgade.
Hun var fattig. Pengene gik til det allermest nødvendige i køleskabet. Og så cigaretter og alkohol.
”Men i de perioder, hun var rask, lyttede hun til os. Hun skældte aldrig ud og var meget omsorgsfuld. Men det var en anden og modsat verden, når hun var syg eller drak.”
Så blev lejlighedens rum fyldt op af skiftevis lange, vilde ordstrømme og indeklemt, lammende stilhed: ”Lige meget hvordan jeg forsøgte at undslå mig, gnavede forestillinger og tvivlen på de samme forestillinger sig ind i mig. Mens forestillingerne fik stadig større scener i min mor, måtte jeg forsøge at kontrollere alle de forestillinger, som kørte i mit indre. Jeg forsøgte at skelne indgange fra udgange. Jeg måtte holde streng justits med, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert. Så imens vi i mit mors hoved blev medlemmer af flere kongefamilier, mens vi blev forfulgt at skumle mænd, der ødelagde vores liv, måtte jeg stadig udføre et detektivarbejde for at forstå, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert,” som Kaspar Kaum Bonnén skriver i bogen ”Ind til min mor”.
Når Signe og Kaspar kom på weekend hos deres far, hans kone og deres fælles søn Peter Jr. i Stormgade, var der ”flere slags syltetøj og den gode mysli fra Irma”. Der var kalendergaver til lillebror ved juletid og samtaler om penge og kunst: ”Min far sagde engang, at det er bedre at lave kunst end at have sex. Kunst er en drift, noget uforklarligt, noget følsomt.”
Hjemme hos moderen, Britta Kaum, var der ingen absolutter. Kaspar Kaum Bonnén kunne i lange perioder ikke vide sig sikker på, hvor han havde hende. Hvem var hun? Britta Mathiasen, Britta Kjellerup, Christine Alexandra Elizabeth, Pia Rita Sent Kaum, Kia Britta Cinia Kaum.
På hendes gravsten står der Britta Kaum Bach Mathiasen. Og tilbage er der udover breve også en række smukke vægtæpper, hun skabte gennem årene. I dag er de pakket ned i en flyttekasse på Kaspar Kaum Bonnéns atelier på Amager.
Efterladt i Kulturministeriet
Som voksen har Kaspar Kaum Bonnén stillet sig selv en række spørgsmål igen og igen: Hvor var Peter, når Britta som ”et værn mod sammensværgelser og skjulte magter” skrev breve til utallige instanser i et desperat forsøg på at få et normalt liv, et liv der var frit? Brevene var adresseret til dronning Margrethe, statsminister Poul Schlüter, EF, overpræsidiet, præsident François Mitterrand. Frankrig var hendes modbillede til den lave danske mentalitet, som om intelligensen dér kunne indføre hende i hendes rette aristokratiske element.
Hvor var han, da hun efterlod sine to børn i Kulturministeriets reception og forlod Danmark til fordel for Frankrig eller Italien?
Eller dengang i marts måned 1976, hvor begge børn blev anbragt på børnehjemmet Jacob Michaelsens Minde. I ni måneder.
Hvorfor lod han sine to børn bo alene i lejligheden i de mere end ti gange, hvor deres mor var indlagt på psykiatrisk afdeling fra 1976 og frem til, Kaspar flytter hjemmefra som 16-
”Det er dette fravær, som er så svært at beskrive og forstå.”
Ja, undskyld
Peter Bonnén fejrer rund fødselsdag i Egypten for fem år siden. Han sender et brev hjem til Kaspar:
”Det at fylde halvfjerds kræver, at man ser tilbage og tænker over de mange hændelser, hvor det nok ville have været en god idé at have handlet anderledes. Det at kunne have taklet problemer i stedet for at krybe udenom, hælde sprut i hovedet. Det er lige lidt rigeligt at fortryde hele sit liv og kun tænke på, hvad jeg kunne have gjort og ikke gjorde. Det er besværligt, men forhåbentlig aldrig nogen klarhed. Ja, undskyld.”
Der fik du en undskyldning. Sort på hvidt?
”Men sorgen er der jo stadigvæk. Det er svært for mig at åbne mig over for ham. Selvom han prøver, er det altid på hans præmisser, sådan oplever jeg det i hvert fald.”
Men hvad har du egentlig forventet – han er jo en del af en generation, som notorisk set har været mere optaget af deres egne behov og ikke børnenes?
”Ja, og prisen for det har mange af dem aldrig villet betale eller se i øjnene. På mange måder elsker jeg meget af det, den visionære og ambitiøse generation repræsenterer, men ansvarsfriheden i forhold til børnene parret med ikke at se egne fejl i øjnene, det er virkelig selvoptaget. Det er en frihed, der kun gælder dem selv,” siger Kaspar Kaum Bonnén og understreger, at han som barn aldrig har haft et ønske om at bo hos sin far.
”Det er vreden over den manglende evne til ikke at forstå andet end sit eget liv, som jeg afsøger i bogen. Man skal kunne række tilbage og rette op på nogen af de ting. Det har min far været dårlig til.”
Et lykkeligt menneske?
I ”Ind til min mor” omskriver Kaspar Kaum Bonnén til sidst sin mors historie. Hun får eftermæle som succesfuld billedkunstner, ligesom Kaspar og hans far selv er det. Den døde kunstner genoplivet i positive anmeldelser.
”Det er summen af mine fantasiverdener fra barne-
Du skriver, at hendes billeder bliver solgt efter hendes død, og publicerer ”Min mors digte” som sidste del af bogen?
”Ja jeg lader hende få en lille karriere.”
I det første digt står der:
det eneste lys er mine børn
som kun sender bange øjne
ind i mit mørke
Har Kaspar Kaum Bonnéns egne sønner læst hans bog om deres farfar?
”Min ældste har læst den. Jeg tror, han syntes, det var en mærkelig og selvudleverende oplevelse.”
Opfatter du – hånden på hjertet – dig selv som en god far?
”Ja. Jeg har i hvert fald – trods skilsmisser – forsøgt at give dem en tryg og nærværende opvækst. De har gået i Steiner-
Så ingen svigt af nævneværdig karakter?
”Det er uundgåeligt. En af mine sønner har følt sig afvist, da jeg kom ind i det forhold, jeg er i nu. Det har været en hård proces og er det stadig. Jeg har da også selv gjort ting, jeg fortryder.”
Hvad kunne det være?
”Min kæreste og vores to piger flyttede til Buenos Aires i fire måneder. Det var et svigt. Det har været svært. Jeg klandrer selv min far for ikke at have været der. Det gør min ene søn over for mig,” siger Kaspar Kaum Bonnén.
Timerne er gået, men her til sidst står et spørgsmål ubesvaret hen. Hvordan Kaspar Kaum Bonnéns egen far har reageret på bogen om deres relation?
”Det første han gjorde, var at sende en faktura til forlaget, for det er hans værk, der er på forsiden af bogen. Jeg tog det i smug på hans atelier,” siger han og griner stille.
Tror du, at han har læst den?
”Nej, men han syntes, den om min mor var god. Han tror på den kunstneriske skabelse. Det er den primære grundfølelse. Han har forståelse og respekt for det. I princippet også for den her bog. Men her er hans ære på spil. Og det er den, han har bygget sit liv op omkring.”
En uges tid efter interviewet på Stormgade lander første anmeldelse af bogen. Fem hjerter i Politiken. Igennem Kaspar Kaum Bonnén søster Signe fortæller Peter Bonnén, at ”det var flot”.
Men efterfølgende får anmeldelsen en ny og voldsom rubrik på avisens hjemmeside: Maleren Kaspar Bonnén skriver voldsomt portræt af en kunstnerfar, der praler og ligger i sengen og drikker.
”Det gik ham virkelig på. Jeg har modtaget en mail, hvor der står: ”Nu håber jeg, du bliver et lykkeligt menneske, for ellers synes jeg, indsatsen var for stor.
Peter sr”
Så ”to be continued”. Arvesynden har ikke levet forgæves.