Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Carsten Niebuhrs rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande bind I » Carsten Niebuhrs verden - introduktionsbladet » Om Frederik Vs kulturpolitik og det kosmopolitiske
Om Frederik Vs kulturpolitik og det kosmopolitiske
Af Dan H. Andersen
Frederik V (1723-1746-66) var den første enevoldskonge, der ikke selv regerede. Andre bestemte i kongens navn i en betydelig grad af harmoni, medens han selv var optaget af fornøjelser, frem for alt jagt, seksuelle udskejelser af stadig mere sadistisk art samt forsøget på at slukke en kolossal tørst, der lagde ham i graven knap 43 år gammel. Alligevel var hans 20 år på tronen en fremgangstid på næsten alle områder. Danmark forblev en ø af fred under de store europæiske krige, handel og søfart ekspanderede, og kunst og videnskab gjorde store fremskridt. De to dominerende skikkelser i styret var begge født udenfor landets grænser. Overhofmarskal Adam Gottlob Moltke (1709-1792) var fra Mecklenburg og sendt til København som dreng for at gøre sin lykke der. Chefen for Tyske Kancelli Johan Hartvig Ernst Bernstorff (1712-72) var hannoveraner og gik i dansk tjeneste i 1733. De har ikke selv set det som mærkeligt at gå i en fremmed fyrstes tjeneste. Nationalitetsfølelse var endnu ikke en monopolloyalitet defineret af sprog og fødested, og for Moltke og Bernstorff var deres fædreland der, hvor de valgte at lægge deres troskab og virksomhed. De små nordtyske fyrstendømmer var naturlige rekrutteringspladser for Danmark, hvad enten det var for ægtefæller til kongefamiliens børn, fyrstetjenere som Moltke og Bernstorff, eller officerer og mandskab til den hvervede hær.
For Moltke og Bernstorff var det en selvfølge at indkalde udenlandske eksperter ikke blot til moderniseringen af landets industri og handel, men også til de store kulturelle og videnskabelige projekter, der skulle bringe ære og prestige til kongen og Danmark. Franskmanden Saly skabte rytterstatuen af den milde fredsfyrste Frederik V, der var centrum i den ny bydel Frederiksstaden - hvis arkitekt var Nicolai Eigtved, født i Egtved i Midtsjælland, men som havde været i tjeneste hos August den Stærke af Sachsen-Polen. Svenskeren Pilo portrætterede kongefamilien og andre fremtrædende medlemmer af samfundet, og i 1750 inviterede Bernstorff den tyske digter Klopstock til landet med løfte om generøs understøttelse. Det må bemærkes, at formålet ikke var at fremelske eller promovere en speciel dansk kunst og litteratur skabt af danskere på dansk. Trods alt var administrationssproget i flere kancellier tysk, og dannede kredse i København kommunikerede på tysk eller fransk. Bernstorff lærte næppe mere end et rudimentært dansk. Derimod skulle europæisk kultur introduceres i Danmark, og Danmark bringes op på europæisk niveau og bidrage til kultur og oplysning. For at bruge nutidigt managementsprog, så var prægtige bygninger og interiører, kultur og videnskab vigtige konkurrenceparametre i staters og fyrstehuses internationale prestigekamp.
Man kan godt beundre denne grænseløse og kosmopolitiske holdning til kunst og videnskab, som synes så langt fra en senere tids nationalisme, der i sine ekstreme former har sat mange giftige blomster. Men paradoksalt nok havde denne kosmopolitisme sine grænser. Skønt den danske konge havde besiddelser på fire kontinenter med mange folkeslag og kulturer, og på trods af interessen for det alment menneskelige i alle dets fremtrædelsesformer, så opretholdtes hjemme i Danmark en streng religiøs ortodoksi med kirketugt, censur og begrænsede rettigheder for de få religiøse minoriteter, der fik lov til at bosætte sig i Danmark. Der er en skærende kontrast mellem de betydelige summer brugt på store prestigeprojekter af kulturel og videnskabelig art og de særdeles beskedne midler til noget så elementært som skoler på landet. Da Christiansborg Slot stod færdigt i 1745 havde det kostet lige så meget som værdien af al Sjællands bondejord. Når vi således beundrer kulturpolitikken under Frederik V, som har efterladt os så meget, der stadig kan nydes og beundres, så må vi også gøre os klart, at den på trods af sin kosmopolitiske vision var snæver i sit virkefelt og sin modtagerkreds. I århundredets sidste årtier kom der en reaktion mod brugen af udlændinge og tysk sprog i statsadministrationen, hvilket bl.a. gav sig udslag i loven om indfødsret i 1776. Grundloven 1849 viste, at folkestyre, borgerrettigheder og almen uddannelse var bundet op med nationalisme og dyrkelse af en definition af danskhed, som ville have været fremmed og ubehagelig for de excellencer, der sendte to danskere, to tyskere og en svensker på den store ekspedition til det Lykkelige Arabien.
