Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Carsten Niebuhrs rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande bind II » Carsten Niebuhrs verden - introduktionsbladet 2 » Snapshot af en alvorlig mand

Snapshot af en alvorlig mand

Af Mette Winge

"Med dyb ærbødighed så jeg fra mit barnlige fjerne stade op til den berømte mand, der havde rejst så langt, ja endog havde set Faraos og Josefs land. Men min barnlige nysgerrighed var vel faldet den alvorlige, strenge mand besværlig, og mit hele væsen der var i modstrid med Orientens højtidelig tavse alvor, må ikke have behaget ham; kort sagt: han fattede en slags uvilje mod mig, som jeg tydeligt mærkede."

Den alvorlige, strenge mand er Carsten Niebuhr, her oplevet af en livlig, intelligent pige engang i 1760'erne. Pigens navn var Friederike Münter, hun var datter af præsten ved Den tyske Menighed i København, Balthasar Münter, og i Münters hjem kom Carsten Niebuhr. Han arbejdede i denne periode, fortæller den voksne Friederike, der - da hun nedskrev sine erindringer om Niebuhr - hed Brun til efternavn - at Niebuhr i disse år arbejdede på: "... udgivelsen af sit ypperlige værk og rådførte sig med min far om mange ting og medbragte de første aftryk af kobberpladerne og tegningerne og kom derved tit til at fortælle om sin møjsommelige og farefulde rejse; og snart var mit hoved fuldt af pyramider, obelisker, mumier, krokodiller og nilheste (dvs. flodheste) mellem hinanden".

Det var ikke kun Niebuhr der kom i præstehjemmet, som lå på hjørnet af Sankt Peders Stræde og Larslejstræde, her kom også en række af de mange tysktalende kunstnere og andre fag- og sagkyndige, som under J.H.E. Bernstorff ministerstyre var blevet inviteret til Danmark.

Den mest berømte af disse var digteren F.G.Klopstock, der gennem en 20 års periode oppebar en stor kongelig pension, og til vis dømmekraft Bernstorff nærede en næsten ubegrænset tillid. Klopstock foreslog ministeren at indkalde andre tyskere som han kendte, og da de kom, foreslog de atter andre, sådan at den tyske kulturenklave voksede meget hurtigt. En del danskere følte sig med en vis ret krænket over de mange fordele, de indkaldte tyskere oppebar, men det lykkedes rent faktisk Bernstorff ved tyskeres hjælp og arbejdsevne at iværksætte en række videnskabelige og kunstneriske projekter, der selv om de ikke lykkedes alle sammen, dog skabte Danmark og dets konge et flot ry i Europa. Niebuhrs rejse indtager i denne sammenhæng førstepladsen, men også M.Hells ekspedition til Vardøhus i Norge for at studere Venus' passage i 1769, G.C. Oeders værk om den danske planteverden 'Flora Danica' og F.M. Regenfuss prægtige konkylieværk flyttede grænser. At de indkaldte tyskere nød en række fordele, vakte ikke overraskende vrede hos de danskere der følte sig forbigået, og ganske mange var imod det, man fandt, var en 'fortyskning' af landet. En af dem, der formulerede en sådan kritik var B.G. Niebuhr, Carstens Niebuhrs søn.

Andre gav udtryk for det beklagelige i at tyskerne levede for sig selv, og at de så ned på "... alle indfødte danske, som om de, højt regnet, kunde være halvblods Grønlændere".

Gennem Friederikes erindringer får man et godt indtryk af det interessante og livlige miljø der i disse år udfoldede sig med Sankt Petri Kirke som centrum. Hun selv skrev fra ganske ung af og blev en udmærket, følsom, men ikke i Danmark anerkendt forfatter - for hun skrev på tysk, og dansk litteraturhistorie har derfor aldrig regnet hende 'med'. Her kendes hun næsten udelukkende som den gæstfrie, men noget bizarre, tunghøre salonværtinde dels på Sophienholm ved Bagsværd Sø, dels i palæet på hjørnet af Dronningens Tværgade og Bredgade i København. Hun var gift med storkøbmanden Constantin Brun, et ægteskab som selv for denne liberale tidsalder har virket temmelig opsigtsvækkende, idet hun gennem mange år rejste rundt i Europa med sin elsker og også i ganske lang tid havde ham installeret hos sig i København.

I pastor Münters hjem kom mange af de indvandrede tyskere, for som hun skriver i sine erindringer, lå hverken hendes far eller hun selv under for nogen 'eksklusiv fædrelandstolthed', for den slags følelser anså de begge for ufrugtbare. Havde Niebuhr efter Friederikes mening det svært med hende på grund af hendes livlighed, gik det bedre med hendes storebror, Friederich. "Men for min meget lovende og solide, videbegærlige bror, der efter sin alder allerede besad gode kundskaber, havde han en sand og virksom forkærlighed og beskæftigede sig på den mest venlige og belærende måde med ham: for ikke at såre min far satte han mig dog ikke helt til side. Engang lovede han at give en vis smuk konkylie fra Det røde Hav til den af os, der huskede navnet på samme. Den følgende dag kom Niebuhr med konkylien i lommen og var fuldt og fast overbevist om, at vildkatten forlængst havde glemt navnet, og at hans yndling ville komme til at besidde den meget smukke og sjældne konkylie; men tilfældet ville, at bror Fritz helt havde glemt den alt for lette opgave, og at jeg kækt udbad mig min strombus fusus, (for sådan hed konkylien). Men jeg skal ikke glemme det sure ansigt den gode Niebuhr havde, da han rakte mig den vundne pris! Næppe havde jeg modtaget den og glædet mig over det smukt snoede og indeni rosenrødt skinnende sneglehus, før jeg gav min kære broder den til pryd for hans lille naturaliecabinet."

Der er ganske befriende at opleve Niebuhr set gennem et par barneøjne, som her i det lille klip. I det hele taget får man gennem Friederike Bruns erindringer der har titlen 'Wahrheit aus Morgenträume', (på dansk: 'Morgendrømmenes sandhed') indtryk af et muntert, harmonisk barneliv. Hun levede næsten lige så frit som Rousseaus berømte Émile, hvilket derimod ikke var tilfældet med hendes bror, den senere biskop. Han skulle terpe latin, faderen var hans lærer, men at han også havde fået lyst til at opleve verden - måske kom inspirationen fra Niebuhr – kan man aflæse af hans rejselyst, der førte ham ud på en mangeårig rejse. Under denne indkøbte han et stort antal oldsager, og nogle af dem kan man den dag i dag se i opgangen til Københavns Bispegård. Her står bl.a. en sfinks og smiler på sfinksers vis til den besøgende. Den er en visit værd, det samme er Sophienholm ved Bagsværd Sø med dets Norske Hus, hvortil Friederike Brun, selv da hun var blevet ældre og gigtplaget, hver morgen kravlede op for at skrive sin daglige dosis. I Pyrmonte Alleén kan man måske, hvis man lytter godt efter, høre lyden af Fruens skrydende æsel, det æsel hun næsten daglig red på, dog først efter at dyret var blevet iført et par passende bukser, så det ikke kom til at tabe noget der hvor fruens fod måske senere skulle træde.

Frederikke Bruns sværmeriske erindringer kan med deres lille snapshot af Carsten Niebuhr sagtens tåle at blive læst i dag, og i dem bliver en dør lukket op til en tid, vi måske er på nippet til at glemme.